Peter Astrup Madsen. Privatfoto

Peter Astrup Madsen. Privatfoto

Debat: Gravminder er en vigtig del af kirkegårdskulturen

Af
Peter Astrup Madsen

Slotsvej 14

Karlby

8543 Hornslet:

”Kirkegårde er spændende steder, for her afspejles et lands og en egns historie, ligesom vekslende tiders religiøse og æstetiske idealer her kan være udmøntet i gravsten og anlæg”

- så smukt kommer det til udtryk på hjemmesiden for foreningen af Kirkegaardskultur.dk.

En lidt anden tilgang fremgik af Kirkebladet for Ådalens Pastorat (Syddjurs Provsti) nr.1, 2016, hvor det lakonisk blev meddelt, at gamle gravminder (gravsten), der henstår i udkanten af kirkegården, ville blive fjernet. Menighedsrådet havde indgået en aftale med en stenhugger om at overtage gravstenene for et symbolsk beløb, hvis ikke pårørende havde afhentet dem inden nytår. Det blev jeg noget chokeret over, hvorfor jeg skrev en artikel om fremgangsmåden i et lokalt seniorblad, ligesom jeg rettede henvendelse til menighedsrådet om at tænke sig om en ekstra gang, inden man skrottede rub og stub af gamle gravminder. Jeg appellerede til, at kirkegården med dens gravminder fortæller en kulturhistorie, der bør bevares for eftertiden, til glæde for både turister og andre besøgende.

Nu er det ikke alle gravminder, man kan frede eller bevare, og jeg ved godt, at gravsten er de pårørendes ejendom og kun står på gravstedet så længe, der betales til gravstedet, men de kan også have almen interesse. De fortæller en historie om de håndværkere, bønder og arbejdsfolk, der levede her, og det i en hel anden tid end i dag, hvor der ikke i så høj grad som tidligere oprettes familiegravsteder. I stedet anvendes små anonyme sten eller de afdøde bliver hensat i det ukendte. Det skyldes især, at pårørende ikke bor i lokalområdet, og at indbyggerne i dag overvejende har relationer til familier og organisationer uden for landsbyen.

Så længe der er plads på kirkegårdene - og det er der jo på de fleste landsbykirkegårde, synes jeg godt, man kan bevare så mange som muligt ved fx at omplacere gravminder på kirkegården. Gravminder fortæller i mange tilfælde en historie, og jo ældre desto mere interessante er de, især hvis man også får oplysninger om folks stilling og erhverv, samt hvor de er født og opvokset. Sådanne oplysninger er i dag ikke helt så almindelige, så alene af den grund burde man bevare flere af de lidt ældre sten, der i mangt og meget afspejler udviklingen i lokalsamfundets sociale og økonomiske liv, samt mode mht. stenvalg og inskriptioner.

Lapidariet på Karlby Kirkegård inden det blev sløjfet i 2017. Foto: PAM

I mange år blev “forældreløse gravsten” her i regionen som nævnt hensat i en ”stenpark”, et såkaldt lapidarium, men i 2017 blev alle disse sten, dvs. halvdelen af samtlige gravsten på Karlby Kirkegård, kørt til skærveknusning. Det samme gjaldt for mange andre kirkegårde i vores provsti, da det netop var sket på foranledning af provsten for Syddjurs Provsti, Benedikte Bock Pedersen – desværre ud fra en procedure, der også har fundet udbredelse i andre dele af landet. Jeg reddede en enkelt sten fra at blive knust, idet jeg fandt den i den bunke, som graveren havde kørt ud på parkeringspladsen til afhentning. Stenen var fredet, og det som én af de ældste gravsten på kirkegården, idet den var flyttet fra Krogsbæk Øde-kirkegård til Karlby i forbindelse med kirkens flytning i 1902.

Det er en polemik, der har optaget mig meget de senere år, hvor jeg både har korresponderet med vores lokale menighedsråd, provsten og biskoppen og været med i et indslag i TV2(Østjylland) herom, men det har været en kamp mod vejrmøller. Menighedsrådets begrundelse for at fjerne stenene var bl.a., at det skyldtes arbejdsomkostninger mht. at renholde stenparken og pleje området!

Et gravminde tilegnet Søren Høgh blev eksempelvis kørt bort i 2017, men burde være fredet. Søren var en lokal gårdejer og foregangsmand i midten af 1900-tallet, dertil ridder af Dannebrog. I 1962 fik han i Randers amts historiske Årbog publiceret en artikel med titlen: ”Tidsbilleder fra Karlby omkring år 1900”. Han skrev i sin artikel: ”Min barndom faldt lidt før århundredskiftet. Mange af de skikkelser, der befolkede min barndoms verden forekommer mig så særprægede, så ægte og farverige, at jeg vil tegne et billede af dem - og gør jeg det ikke, bliver det vel aldrig gjort”.

Søren Høgh har således været med til at fastholde et erindringsbillede om landsbyen. Noget af det samme kan siges om tidligere gårdejer Magnus Rasmussen, der døde i 1963. Han havde bl.a. i 42 år været formand for Karlby Brugsforening, og Brugsen skænkede ham derfor et gravminde, der nu er i fare for at blive skærveknust, idet familien sidste forår opsagde gravstedet. Om stenen bliver fredet /bevaret eller ikke er pt. op til menighedsrådet at bestemme i forbindelse med provstesynet i år. Jeg har indstillet til menighedsrådet, at det sker og fik derfor stenen sat i depot, men frygter det værste.

I takt med, at gravsteder nedlægges, ændres vore kirkegårde i mange landsbyer til græsplænelignende tilstande. Det kan man i dag ved selvsyn se på Karlby Kirkegård, og det skrev jeg som nævnt en artikel om i ”Rosenholmeren”, et lokalt seniorblad. Det samme gjorde den 85 årige Tage Kjær i efterfølgende artikler, idet han var frustreret over at se sin families og andres gravsten blive fjernet fra Halling Kirkegård (ligeledes Ådalens Pastorat). Gravsten på vore kirkegårde fortæller en kulturhistorie, der lige så stille forsvinder, så efter at både landbrug og håndværkserhverv i vore landsbyer i de senere årtier er blevet nedlagt, er turen nu åbenbart kommet til vore kirkegårde.

Siden 1986 har det været lovpligtigt at sikre bevaringsværdige gravsten, som på grund af blandt andet inskriptioner eller lokalhistorisk værdi ikke skal fjernes, når den normale fredningstid er udløbet, dvs. når gravstedet nedlægges. I andre tilfælde er proceduren den, at såfremt pårørende ikke ønsker at hjemtage gravstenen vil den automatisk bliver fjernet fra kirkegården og kørt til ophugning. Det er her man kunne indsætte en stopklods. Ved Assing kirke nær Kibæk kan pårørende ved nedlæggelse af gravstedet få tilbud om, at gravstenen placeres i lapidariet eller andet sted på kirkegården, evt. mod betaling af et engangsbeløb i størrelsesorden 1.000 kr. – dvs. med anvendelse af et forsigtighedsprincip over for de kulturminder, som ellers af økonomiske og rationelle årsager i disse år hastigt forsvinder fra vore kirkegårde. Andre steder har frivillige påtaget sig opgaven med at opstille og passe sådanne forældreløse gravsten, hvilket i øvrigt kan være med til at øge interessen for det kirkelige arbejde.

I mange år har praksis været, at det lokale museum har skullet blåstemple og udfærdige registreringsattester for bevaringsværdige gravminder, men ifølge mine oplysninger har man flere steder udviklet en praksis, hvor det udelukkende er det lokale menighedsråd, der ved provstesynet hvert fjerde år i samarbejde med provsten og den bygningskyndige, afgør de enkelte gravminders skæbne. Det forudsætter imidlertid, at menighedsrådet eller andre med lokalkendskab indstiller til bevaring. I dag har mange menighedsråd ikke så stor lokal forankring som tidligere, og så kan tilfældigheder let komme til at afgøre, om et gravminde bliver bevaret eller ej.

Inden for det seneste år har man på vore kirkegårde fået yderligere udfordringer, og det mht. at sikre gravsten mod at vælte. Det kan medføre, at endnu flere vælger at droppe et gravsted pga. de omkostninger, en sikring indebærer. Kirkegårdsmyndighederne bør komme denne udvikling i forkøbet, hvilket kan ske ved en registrering af hele kirkegården for bevaringsværdige gravminder, evt. med hjælp fra lokale arkiver eller andre med interesse for lokalhistorie, så stenene på sigt enten placeres i et lapidarium eller bliver anbragt andre steder på kirkegården, men det haster, for i disse år nedlægges mange familiegravsteder.

Publiceret 23 March 2019 21:00