Ulf Harbo. Arkivfoto

Ulf Harbo. Arkivfoto

Debat: Tragisk, hvis jobcentret igen rutcher adskillige trin ned ad rangstigen?

Af
Ulf Harbo

Norddjurs Kommunalbestyrelse (Enhedslisten)

Formand for ForRetssikkerhed – Foreningen for erstatning til syge på kontanthjælp:

"Er jobcentret i Norddjurs Kommune ved igen at blive et af de værste i landet til stor skade for de af vores borgere, som er så uheldige at blive ramt af sygdom eller ulykke ?

Det spørgsmål kan man med rette stille, når det den 24 oktober 2018 blev politisk besluttet at stramme op på tilkendelser af førtidspensioner, og Pensionsnævnet derefter valgte at sende alle sager tilbage i hovedet på sagsbehandlere eller rehabiliteringsteam, selv om de havde vurderet at de pågældende borgere var berettiget til en førtidspension.

Siden har der ikke været nogen, der har interesseret sig for, hvad der er sket med sagerne, og derfor har jeg bedt om, at vi får en status på, hvad der er sket med de 37 sager, hvilket i sig selv er problematisk, da vi både har en forvaltning og en formand og næstformand i udvalget, som burde tage sig af sådan noget uden at blive hevet i ørerne.

Men nu er status kommet, og den skal vi behandle på Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalgsmødet den 29 maj.

http://polweb.norddjurs.dk/open/Erhvervs-%20og%20arbejdsmarkedsudvalget%20(%C3%85ben)/2019/29-05-2019/Dagsorden%20(%C3%85ben)/29-05-2019%20-%2000%20Dagsorden%20uden%20bilag.pdf?fbclid=IwAR00BaKC2vfMaUlqoCTVjcChGaJ8STAEm_UXu9a4z4ZDn0fUGN3il2LzTLE

Status er, at de 27 alligevel endte med en førtidspension, men fik forhalet deres afklaring med 2 måneder i gennemsnit.

De resterende 10 sager er mundet ud i 5 ressourceforløb og 5 på kontanthjælp/uddannelseshjælp.

Kan det virkelig passe, at et rehabiliteringsteam i 5 af sagerne kan gå fra at vurdere, at der skal tilkendes førtidspension til, at borgeren skal på kontanthjælp ?

Det lyder utænkeligt, at de 5 mennesker ikke som minimum bør være berettiget til et ressourceforløb eller et fleksjob, hvis rehabiliteringstema og sagsbehandler tilbage i oktober sidste år mente, at deres arbejdsevne var ubetydelig i ethvert erhverv.

Men ikke desto mindre er det virkeligheden for 5 af vores borgere i Norddjurs kommune, som var så uheldige at få deres sag behandlet lige efter den politiske beslutning den 24 oktober om at stramme op.

Det mener jeg er en skandale, selv om jeg også er klar over, at med de økonomiske tommelskruer en fattig kommune som Norddjurs har fået på af skiftende regeringer, som har valgt skattelettelser og bureaukrati i stedet for velfærd, så er det umådeligt svært for os at behandle vores borgere anstændigt på alle områder i vores kommune.

Men denne sag gør mig meget bekymret for vores borgere i jobcentret, men også for vores medarbejdere, hvis faglighed nu er blevet underlagt stram økonomisk kassetænkning og et politisk ønske om at sætte en prop i tilkendelser af førtidspensioner i Norddjurs Kommune.

Jeg er voldsomt bekymret for, at vores nedslidte og syge borgere igen skal igennem lange, nedslidende og uværdige forløb, selv om de ingen arbejdsevne har og aldrig får det, før de kan få en førtidspension.

Jeg er voldsomt bekymret for, at vores medarbejdere vil opleve at deres faglighed ikke tages seriøst, og at de vil blive stadig mere frustrerede og afmægtige når de gang på gang oplever, at de ikke må afklare deres borgere på en faglig forsvarlig måde, og at vores jobcenter igen bliver en banegård for socialrådgivere pga. de urimelige og meningsløse arbejdsvilkår og dårlige arbejdsmiljø.

Jævnfør Dansk Socialrådgiverforening, FOA, 3F og HK, som i 2014 kritiserede jobcentret for netop dette og dårlig ledelse, hvilket var baggrunden for at vi fik ryddet op i jobcentret og siden har været Danmarks bedste jobcenter for syge og nedslidte;

https://fagbladet3f.dk/nyheder/b18abb63507741499174c8136095e14f-20141031-socialraadgivere-under-massivt-pres

https://fagbladet3f.dk/nyheder/akasse/515e65ae599a4e498c0f8d5b2e684926-20141027-faar-hjaelp-til-bad-skal-arbejdsproeves-i-koekken

Kan det virkelig betale sig at dokumentere endnu mere og forhale afklaringen af mennesker uden arbejdsevne eller vil det bare koste i andre kasser og blive både menneskeligt og økonomisk dyrt ?"

Publiceret 24 May 2019 20:54

SENESTE TV