Debat: Blomstermassakren fortsætter i Syddjurs

Af
Anne Bregnballe og Nina Bjarup Vetter

Miljøforeningen BLAK:

"Syddjurs skal roses for at have tilsluttet sig et forsøgsprogram med ændret slåningspraksis. Dette bliver forhåbentlig til gavn og glæde for både biodiversiteten og skønheden. Men det forekommer en smule uambitiøst, at der skal 4 års forsøgsordning på udvalgte områder til, før slåningsfrekvensen kan nedsættes overalt.

Det går bl.a ud over Valmue, Røllike, Kørvel, Ærenpris, Cikorie m.fl. men også ud over ynglende fugle og sultne bier. Grøftekanterne langs de danske veje rummer en lille rest af vores engang så rige natur.

Samlet set svarer de danske grøftekanter til et areal som Ærøs, og listen af blomst og urt er mindst lige så endeløs som den skønhed, de kaster af sig i denne tid. En skønhed som selv videnskabsmænd engang havde blik for.

Den verdensberømte svenske botanist Carl von Linné døbte f.eks. Dagliljen med det græske navn ”Hemerocallis” ”Dagens Skønhed”.

Grøftekanten er i sandhed både vild, frodig og blomstrende, og står dermed i skærende kontrast til bygmarkernes endeløse og kontrollerede rækker og geledder. Det står da også hen i det uvisse, om det er frygt for at vilde blomster skal finde rod på de velsprøjtede marker, eller om det alene handler om trafiksikkerhed.

Er det det sidste, bør det være nemt at udpege de få procenter af grøftekanterne, som skal klippes af sikkerhedsmæssige årsager. Ærgerligt man igen i år sætter mandskab og materiel ind overfor grøftekanterne, lige når de står i fuldeste flor."

Publiceret 17 June 2019 16:30