Jørn Juul Sørensen. Arkivfoto

Jørn Juul Sørensen. Arkivfoto

Debat: Vi skal have et nyt kunsthus i Grenaa

Af
Jørn Juul Sørensen

Bredgade20

8500 Grenaa:

"Grenaa er blevet kulturelt begunstiget af den millionarv som tidligere Grenaa-borger Svend Carlo Svenningsen har testamenteret til Grenaa.

Den million kan man vælge at smøre tyndt ud over et kulturområde som i mange år er blevet forsømt af politikerne i kommunalbestyrelsen. Det er der nok ingen der opdager – og glemt er Svend Carlos gave.

Man kan også vælge at lade millionen være startkapital til et nyt kunsthus – til formidling af vores mange, lokale kunstneres blivende værker, eksempelvis Mette Kornbeck, Olivia Holm-Møller, Hans Sandgren Jacobsen og Morten Skovmand. Og et hus der giver faciliteter til at kunne hente større kunstsamlinger og performances til byen.

Men det har vi allerede, vil nogen indvende!

Typisk udstilles der i Pavillonen, Baunhøj Mølle og biblioteket. Ingen af stederne er udstillingsfaciliteterne optimale og kvalitativt gode nok. Vi mangler, at der kan udstilles hele året rundt – som der ikke kan i møllen. Der mangler plads og sammenhængende varierende rum med kvalitativ belysning. Der mangler rum, hvor kunsten kan fremtræde med den respekt den fortjener, og hvor der er plads og ro til begejstring, refleksioner og fordybelse.

Det gamle posthus, i centrum af Grenaa, der er tegnet af arkitekt Hack Kampmann, står tomt.

Hack Kampmann stod bl.a. også bag Ebeltoft Toldkammer, der i dag huser Glasmuseet, Jagtslottet ved Kalø, Marselisborg Slot og Aarhus Teater. Det er, så vidt jeg ved, kun de bagvedliggende garagebygninger der anvendes af det kongelige danske postvæsen og det vil der ikke ligge en konflikt i. Man kunne håbe på at staten vil sælge bygningen for 1 krone til Norddjurs Kommune – der selvfølgelig med stor motivation tager udfordringen op.

Den klassiske bygning fra 1909 vil kunne løfte opgaven og ved nænsomme ombygninger blive en særdeles god kunstbygning. Rummene er store. Der er højt til loftet, vinduerne er høje og sender masser af dagslys ind i lokalerne. Og så vil det nye kunsthus ligge tilgængeligt for mange i centrum af byen og ved letbanen.

Det nye kunsthus kunne drives som en selvstændig institution med eget budget og egen bestyrelse. Jeg er ikke i tvivl om at, et sådant kunsthus ville have lettere ved at få statsligt støttede udstillinger til byen, bevillinger fra fonde til udstillinger og gode lokale sponsorater.

Giv byen et kulturelt løft – for én gangs skyld – i Svends Carlos ånd."

Publiceret 16 August 2019 15:30