Det nye lokale har givet Frantz Maurice Scott Lundby (tv.) og Mads Groom Andersen mulighed for at have endnu mere vin i gang, men de har også lagt billet ind på nabolokalet, da de har behov for en del opbevaring af tomme flasker og færdig vin.
Det nye lokale har givet Frantz Maurice Scott Lundby (tv.) og Mads Groom Andersen mulighed for at have endnu mere vin i gang, men de har også lagt billet ind på nabolokalet, da de har behov for en del opbevaring af tomme flasker og færdig vin.
Foto: Tommy Loberg Jøns
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mols: Andersen Winery udvider vinproduktionen markant

Det knap to år gamle vineri på kanten af Mols Bjerge høster masser af priser for deres mousserende frugtvine. Og i 2018 skal London, Norge og USA lære vinene at kende.

Af Tommy Loberg Jøns

De mørkegrønne flasker er linet op i rækker i midten af rummet i deres dertil indrettede holdere. Og de store sølvgrå tanke skinner langs den ene væg i Andersen Winerys nye lokale i det tidligere Arla mejeri i Vrinners.

Her har virksomheden holdt til siden begyndelsen i december 2015, men fornyligt er de rykket i et større lokale, har lagt beslag på endnu et lokale og investeret massivt i nyt udstyr med hjælp fra familie og venner.

Den nye investering betyder, at vineriet, der laver mousserende vine efter champagnemetoden, kan udvide produktionen markant fra 12.500 flasker til 30.000 flasker, når vinen er klar om halvandet til to år.

Stor udvidelse

“Vi har hele vejen igennem været nødt til at opjustere vores planer, for vi har måske lavet nogle lidt konservative udgangspunkter, og vi har oplevet en helt utroligt efterspørgsel efter det her produkt. Det er selvfølgelig dejligt, men det har samtidig betydet, at vi meget sjældent har haft vine på lager til salg eller andet. De er nærmest revet væk,” siger Mads Groom Andersen.

Med de 12.500 flasker fra i år og udvidelsen til 30.000 flasker næste år, så er håbet derfor, at der vil blive opbygget et lager, der også vil give vineriet mulighed for at sælge ud til private.

“2017 var året, hvor vi skulle have gang i noget eksport og det er lykkedes ved at komme ind i Schwiez og Japan. 2018 er året, hvor vi meget gerne skal have startet et lager og samtidig udvide vores eksport, og der er London, Norge og USA planerne,” fortæller Frantz Maurice Scott Lundby.

Drøm om fuldtid

Siden begyndelsen har Andersen Winery høstet priser både ind- og udlands, og seneste har de hentet tre guldpriser ved Internatonal Food Contest i Herning samt ved en guldmedalje ved en messe i Spanien. Indtil videre er det blevet til 12 priser fordelt på seks forskellige vine lavet af æble, solbær og andre frugter.

“Det er vi selvfølgelig meget stolte over. At vores vine er blevet taget så godt imod. Det giver især et kæmpe skulderklap, når vi henter flere point ved bedømmelser end professionelle vinerier, der laver det her på fuld tid. Vi er trods alt stadig kun én mand på halv tid og resten er frivillige timer. Men vi har en helt klar forventning og drøm om, at det her på sigt kan udvikle sig til at være fuld tid,” siger Mads Groom Andersen.

“Og det ville være fedt i Syddjurs Kommune at have et vineri, hvor der kan blive arbejdspladser,” indskyder Frantz Maurice Scott Lundby.

Og de mousserende frugtvine er stadig at finde på en lang række af landets Michelin-restauranter, hvor restauranternes sommeliers har været vældig interesseret i vine, der passer perfekt til én eller flere af stedets retter.

“Vi har blandt andet lavet en vin sammen med Domestic i Aarhus, hvor de godt kunne tænke sig et lidt lavere sukkerindhold i vores æblevin, end vi oprindeligt havde, så den passede bedre til deres retter. Der har de været med hele vejen og skræddersyet vinen til deres behov. Det er helt vildt fedt at få lov til at lave sådan noget, og selvom vi udvider produktionen, så skal der også være plads til, at vi kan lave mindre bestillinger af en særlig vin,” siger Mads Groom Andersen.

Vinen i Anderssen Winery laves udelukkende på danske frugter og bær hentet over hele landet.

Publiceret: 10. November 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Syddjurs

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Syddjurs
Seneste
Adresseavisen Syddjurs
Mest læste
Adresseavisen Syddjurs
112