De indbydende shelters ved St. Sjørup Strand er klar til indflytning.
De indbydende shelters ved St. Sjørup Strand er klar til indflytning.
Privatfoto.

Naturelskere har fået shelters

 Udskriv   Del
Af Nicole Wolter
Norddjurs Kommune har opstillet 30 shelters i den smukke djurslandske natur
Ud i naturen
Norddjurs Kommune har lavet et oversigtskort over de 30 shelters. Kortet kan ses på www.norddjurs.dk (skriv shelter i søgefeltet). Se også Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.udinaturen.dk, hvor der gives flere informationer om shelters og gode råd til at færdes i naturen. Der er blandt andet oplysninger om god bålmad, huskeliste til ture i naturen og ideer til oplevelser. Det er forskelligt fra sted til sted, om man kan komme uden forudgående reservation. Ud over de 30 shelters er der forskellige steder opstillet shelters på privat initiativ.

Stjernerne blinker på himlen, bålet gløder let, og alle ligger roligt i deres soveposer.

Det er en særlig oplevelse at overnatte ude i naturen, der viser sig fra en helt anden side, når tuskmørket kommer og i den tidlige morgenstund.

Nu er der gode muligheder for også at komme i læ uden at skulle slå et telt op på en teltplads. Norddjurs Kommune har nemlig i samarbejde med Friluftsrådet, forskellige foreninger og lodsejere igennem de seneste år opstillet 30 shelters, der står til fri afbenyttelse i naturen.

En gave for naturelskere

De 30 shelters ligger i skovbryn, på grønne enge, ved slyngede åer eller nogle få skridt fra kystlinjen.

Kirsten Helby, udviklingskonsulent i Norddjurs Kommune, har været med til at opstille de mange shelters, og hun glæder sig over at give folk muligheden for at overnatte i naturen.

"Det er stille og fantastiske pletter, der ligger som små oaser i naturen. Jeg kan selv lide at vandre, og det er en helt særlig oplevelse at nå frem til aftenens mål, hvad enten det sker til fods, på cykel eller nogle steder i kano og kajak", fortæller Kirsten Helby.

Primitivt og komfortabelt

At overnatte i shelter er ikke som et hotelbesøg. Folk skal selv medbringe sovepose og eventuelt liggeunderlag, men der er læ for dug og regn under det tørveklædte tag.

Hver shelter har plads til 6–8 personer, og de fleste steder er der etableret bålplads.

Nogle steder skal man selv medbringe vand. Andre steder er der adgang til vand og toilet.

Allerede taget i brug

Der er allerede mange, der har fundet frem til de opstillede shelters, fortæller Kirsten Helby.

"Nogle af dem bliver brugt flittigt, mens andre ikke bliver brugt så meget. Der er mange skoleklasser og spejdere, der har fundet vej til vores shelters, men også naturglade familier", fortæller udviklingskonsulenten, der fortsat arbejder på at forbedre konceptet og udsprede nyheden om de 30 shelters.

Færdsel under ansvar

Driften af de fleste shelters ligger hos foreninger, naturcentre og lodsejere. Det er også dem, der beslutter, om der skal opkræves en symbolsk betaling, og om der er adgang til vand og toilet.

Kirsten Helby appellerer til, at der tages hensyn til naturen, og at de besøgende efterlader stederne til andre, som man selv ønsker at finde dem - der skal med andre ord ryddes op.

Hærværk på shelters, træer eller planter er naturligvis uacceptabelt.

Materialerne til de 30 shelters er finansieret af Friluftsrådet. De hyggelige shelters er blevet produceret og opstillet af Grenaa Produktionsskole i samarbejde med foreninger, Naturcenter Norddjurs, Fjordcentret og private lodsejere.

Publiceret: 13. Juli 2010 09:00
Del på Facebook
Ugens annoncer
Se alle ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Adresseavisen Syddjurs