Hønseregler skal sikre godt naboskab

Udvalgsformand Carsten Bech: Et regulativ omkring hønsehold og andet fjerkræhold er fornuftig brug af forvaltningens ressourcer.

Af
Af Martin Schultz

Når hønsefolket beskylder forvaltningen for at spilde tiden med at udarbejde regulativer omkring hønsehold og andet fjerkræ, så tager de fejl.
"Klager over hønsehold og forespørgsler om, hvordan man skal holde fjerkræ, optager meget af forvaltningens arbejdstid. Derfor er det ikke spild af tid at udsende et regulativ om hønsehold og andet fjerkræhold. Tværtimod vil faste regler på området spare en masse af forvaltningens tid," siger formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, Carsten Bech (R), Syddjurs Kommune.
Dermed tilbageviser han den kritik, som er blevet rejst blandt de organiserede fjerkræavlere, og som er kommet til udtryk i læserbreve på lokalavisen.dk

Samfundet er blevet mindre rummeligt

Naboklager over hønsehold har været med til at Teknisk forvaltning i Syddjurs Kommune har udsendt et forslag til Regulativ for hønsehold og andre ikke-erhvervsmæssige fjerkræhold. Forslaget er sendt i høring til 3. februar.
"Vi må se i øjnene, at vores samfund er blevet mindre rummeligt. Er man utilfreds med noget, så klager man. Og det giver ekstra arbejde til forvaltningen," siger Carsten Bech.
Med klare regler på området kan fjerkræholdere og deres naboer sikre sig, at alt foregår som det skal og bevare det gode naboskab.
"De allerfleste steder er der jo ingen problemer, og er der problemer, kan man nu sort på hvidt se, hvad der er op og ned i sagen," siger Carsten Bech. Han forstår godt, hvis borgere ikke vil have naboens høns til at skrabe i egen have.

Vil gerne have forslag til forbedringer

Carsten Bech mener ikke, at reglerne er særlig restriktive. De allerfleste hønseholdere vil uden problemer kunne leve op til reglerne.
Kasserer i Kolind og Omegns Fjerkræklub, Svend Erik Kjær Laursen, Dråby, kritiserer ellers forslaget til regulativ for både at være bureaukratisk, uden praktisk indsigt og at fraværet af klagemulighed er udtryk for mangel på demokratiske rettigheder.
"Jeg synes vi skal bevare proportionerne og ikke køre diskussionen ud på et sidespor," svarer Carsten Bech.
Han opfordrer alle med forslag, for eller imod, til forbedring af regulativet til at indgive høringssvar inden 3. februar. Høringssvarene vil indgå i den videre behandling af regulativet, som forventes at være klar inden sommerferien.

null

Publiceret 12 January 2010 13:43

SENESTE TV