David Østergaard glæder sig over, at modstanden mod undervisningsministerens forslag gav pote. Foto: Hvidbak Fotografi, Hornslet.

David Østergaard glæder sig over, at modstanden mod undervisningsministerens forslag gav pote. Foto: Hvidbak Fotografi, Hornslet.

Elevrådsformand glad for at loftet ikke forsvinder

David Østergaard, elevrådsformand på Hornslet Skole, er stolt og tilfreds med, at undervisningsminsteren har trukket sit forslag tilbage om at fjerne loftet over antallet af elever i klasserne

Af
Anette Bonde

Onsdag i sidste uge aktionerede eleverne i de ældste klasser på Hornslet Skole mod undervisningsminster Tina Nedergaards forslag om at fjerne loftet over antallet af elever i klasserne. Dette udgjorde en enkelt 'pind' i en større pakke med forslag til folkeskoleloven, som forligspartierne bag loven skal forholde sig til. Et par dage senere, søndag 19. december, gik hun i medierne og fortalte, at hun havde trukket sit forslag om elevantallet tilbage.

Det glæder David Østergaard, der som elevrådsformand på Hornslet Skole har lagt mange kræfter i at få netop dette forslag forpurret.

"Det er en fantastisk julegave for de utilfredse elever."

Han og elevrådet arrangerede en aktion på skolen med bannere og paroler, hvor det gik ud på at få så mange elever som muligt proppet ind i et enkelt klasselokale.

Kampagne landet over

Aktionen var en del af en større kampagne fra DSE-Danske Skoleelever: "Drop Megaklasserne".

Der er også blevet aktioneret andre steder. For eksempel mødte der i Nordjylland 100 elever op til et byrådsmøde og fik politikerne til at love, at der ikke vil blive færre lærere pr elev. I Midtjylland er der blevet skrevet læserbreve i massevis, og på Hornslet Skole samlede elevrådet som nævnt godt 130 mennesker for at protestere mod forslaget.

Elevdemokratiet virker

"Det er mig til stor glæde at regeringen nu trækker forslaget tilbage. Det beviser at elevdemokratiet virker og at man kan opnå det man vil, hvis man står sammen. Derfor passer det ekstra godt til elevernes "fagforening" Danske skoleelever, at have et slogan der hedder "sammen står vi stærkest", lyder det fra David Østergaard.

Han peger på, at 16-årige jo ikke har stemmeret i Danmark.

"Så i en politikers hjerne eksisterer folkeskoleeleverne ikke. Vi betaler ikke skat og kan ikke stemme på et parti, der støtter vores sag. Derfor er det så vigtigt at vi, eleverne, kan samles gennem èn kampagne og èn organisation for at fremme vores sag."

null

Publiceret 20 December 2010 14:00

SENESTE TV