Kør gratis fra Grenaa til Odder i tre weekender

Fra søndag 9. december kører toget hele strækningen mellem Grenaa og Odder uden togskifte i Aarhus. Kunderne kan køre gratis med de tre sidste weekender op til jul

Af
Af Lars Norman Thomsen

Odderbanen og Grenaabanen bliver til Aarhus Nærbane. Midttrafik, DSB og Region Midtjylland fejrer skiftet lørdag 8. december på Odder Station med musik, taler og pandekager.

Fusionen gør rejsen lettere for mange tusinde kunder, der tidligere måtte skifte tog for at komme videre. Fra søndag 9. december kan man køre fra Odder til Grenaa og omvendt uden at skulle skifte tog i Aarhus. I 2011 havde Odderbanen cirka en million rejsende, mens Grenaabanen havde 1,2 millioner.

Det 40-45 år gamle Y-tog, med det kærlige øgenavn Oddergrisen, erstattes af nyere Desiro tog, der gør rejsen mere komfortabel.

Tidlig julegave

I forbindelse med sammenlægningen kører kunderne gratis med Aarhus Nærbane (både Odderbanen og Grenaabanen) i de tre weekender op til jul.

Det gælder lørdage og søndage 8.-9., 15.-16. og 22.-23. december 2012.

- Sammenlægningen sker søndag 9. december 2012. Det nye navn er: Aarhus Nærbane. - DSB kører i dag tog på Grenaabanen, mens Midtjyske Jernbaner (Midttrafik) kører på Odderbanen. - Efter sammenlægningen overtager DSB kørslen på hele strækningen Odder-Grenaa samt de medarbejdere, som hidtil har været ansat hos Midtjyske Jernbaner. - Midttrafik har ansvaret for information, markedsføring og kvalitetsopfølgning.

Publiceret 28 November 2012 12:10

SENESTE TV