Politisk beslutning truer Djurs Mad

Stort politisk flertal ønsker samarbejde med en eller flere andre kommuner om mad til de hjemmeboende ældre

Af
Af John Pedersen

NORDDJURS: Djurs Mads store moderne køkken i Auning, har næppe de helt store chancer for at overleve, når Norddjurs Kommune i starten af næste år flytter fremstillingen af den varme mad til beboerne på kommunens plejecentre ud i de ombyggede lokale køkkener på centrene.
Sidste håb for den fælleskommunale virksomhed - og de 26 ansatte - var, at maden til de hjemmeboende fortsat kunne finde sted her.
Men efter en lille times debat vedtog kommunalbestyrelsen i Norddjurs at gå efter en løsning, hvor maden til de hjemmeboende skal produceres i et tværkommunalt samarbejde med en eller flere kommuner.
Og i den model indgår Djurs Mad tilsyneladende ikke som en mulighed.
Beslutningen blev truffet med 23 stemmer for. Den konservative Benny Hammer, Mads Nikolajsen, SF og Birgitte Poulsen (EL) stemte imod.

SF ønskede sagen udsat

 
Mads Nikolajsen havde forinden forsøgt at få stoppet processen med et forslag om at udsætte beslutningen.
Han ønskede flere oplysninger om forløbet af forhandlinger med partnerne i Syddjurs og eventuelle andre kommuner.
“Det er uordentligt”, anførte han og efterlyste referater fra møder, der er holdt blandt andet med deltagelse af borgmester Jan Petersen, (S).
Forslaget om at udsætte sagen fik kun støtte af Birgitte Poulsen.
Formand for Voksen- og Plejeudvalget Lars Møller, (S), kunne ikke genkende SF-politikerens anklagepunkter om lukkethed i processen og henviste til, at de nævnte mødereferater allerede er offentligt tilgængelige.
Benny Hammer kritiserede, at en model med at bringe varm mad ud til de hjemmeboede fra køkkenerne på kommunens plejecentret, slet ikke er undersøgt i denne omgang.
Han fik den besked fra udvalgsformanden, at han jo godt vidste, at det ville blive en alt for dyr løsning.

Djurs Mad holder gang i produktionen i mindst et halvt år, da køkkenerne ude på plejecentrene først skal gøres klar til deres nye opgave.

Djurs Mad holder gang i produktionen i mindst et halvt år, da køkkenerne ude på plejecentrene først skal gøres klar til deres nye opgave.

Så kort aftale som muligt

Jens Meilvang, LA, beklagede, at der desværre ikke i øjeblikket er en anden løsning end køle-vacuum-maden, som han mildt sagt ikke er særlig begejstret for.
Han slog til lyd for, at Norddjurs indgår en så kort kontrakt som muligt, gerne på kun et år, når der skal forhandles et samarbejde med en eller flere andre kommuner.
“Vi skal ikke binde os for en længere periode og vi skal slet ikke skyde penge ind i en aftale”.
Han ønskede at stå frit, så Norddjurs kan springe på en helt anden og bedre mad-løsning, hvis nogle af de igangværende forsøg rundt om i landet giver resultater.

Djurs Mad kan levere

Inge Dorte Mandrup, formand for bestyrelsen for Djurs Mad, inviterer Norddjurs Kommune til at inddrage Djurs Mad i den løsning, som nu er den foretrukne hos politikerne.
“Vi vil sagtens kunne løse opgaven med at levere mad til hjemmeboende i flere kommuner med den store ekspertise, der er samlet hos de mange dygtige medarbejdere."

Publiceret 13 September 2017 11:34

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV

Kræftramte børn får tur i Djurs Sommerland

Normalt står hverdagen på hvile, lektier og ind i mellem blodprøver og kemo for 13-årige Mikkel G. Nielsen fra Galten. Men i dag får han sammen med andre kræftsyge børn fra Skejby Sygehus og deres familier mulighed for at glemme hverdagen lidt med en tur i Djurs Sommerland.

Det er Lions Club Aarhus Régina og Lions ungdomsklub Leo Club Aarhus Nord, der har arrangeret sommerturen til Djurs Sommerland.

"Jeg har glædet mig til i dag, fordi Lions Club har arrangeret, at vi unge kommer i Djurs Sommerland og hygger os og har det mega sjovt. Sådan nogle arrangementer kommer der tit nogle af for at vi skal glemme vores kemodage og have det sjovt," siger Mikkel G. Nielsen.

Væk fra hverdagen

Mikkel G. Nielsen fik i efteråret konstateret leukæmi. En lidt sjælden form, hvor det er t-cellerne, der ramt.

"De første otte måneder, har været hårde. Der har han fået blok-kure, som er en hård kemokur. Halvdelen af tiden har han været indlagt. Derfor er det rart at han nu er frisk nok til at være med i dag," fortæller Lis-Lotte Nielsen, som er mor til Mikkel.

Derfor er det også en Mikkel G. Nielsen, der har kørestolen med i dag, så han ikke bliver alt for træt. Men en af de vildeste forlystelser var alligevel øverst på dagens to-do liste, og blev som den første krydset af.

"Det er den sjoveste forlystelse der er herude. Det er fedt, det går så hurtigt, især det sving, der kommer i starten," fortæller 13-årige Mikkel G. Nielsen, der førhen har haft sæsonkort til forlystelsesparken.

Giver et afbræk

Det er 17. gang, at Lions Club har arrangeret turen for børnene og deres familier. Lions Club er verdens største private humanitære hjælpeorganisation. Pengene til sommerlandsturen kommer fra klubbernes kontingentkasse og fra aktivitetskassen – altså penge, de har tjent ved eksempelvis kræmmermarkeder, bankospil med mere.

”Formålet med den årlige udflugt er at give de sygdomsramte familier et afbræk fra en hverdag præget af sygdom. I løbet af dagen kan hele familien hygge sig og have det sjovt sammen i forlystelserne – et samvær, som der ikke altid er mulighed for på afdelingen. Samtidig får familierne mulighed for at møde andre familier i lignende situationer, og de får tid til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende,” fortæller formand for Lions Club Aarhus Régina, Solvejg Kaae Hansen.