Stafet for Livet:

Frontløber takker af

Jane Frank Pedersen stopper efter eget ønske som formand for det succesrige Stafet for Livet arrangement i Byparken i Rønde

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det kommer som en overraskelse, at Stafet for Livet Syddjurs skal have ny formand. Den nuværende, Jane Frank Pedersen, har meddelt Styregruppen bag Stafet for Livet Syddjurs, at hun har valgt at sige stop.
“Jane har været med omkring Stafetten i 11 år, men har nu lyst til at bruge energien på noget andet. Private opgaver, familie og et skrantende helbred skal der tages hensyn til nu, hvor Stafetten hidtil har fyldt det meste at fritiden,” siger næstformand for Stafet for Livet Syddjurs, Ole Leth Nissen.

Hvem der skal afløse Jane Frank Pedersen bliver afgjort på et styregruppemøde mandag 16. oktober.

Slutter på toppen

Stafetten har fyldt meget hos den afgåede formand. Det første år i 2007 var hun fighter i nogle få timer. Året efter var hun tovholder for fighterne. Et job hun varetog indtil 2013.

I 2014 tog hun over som formand efter Ole Egebjerg.

“Hun har bestridt formandsposten på bedste vis ved fire stafetter, hvor den sidste i 2017 blev rekordernes stafet. Økonomisk som deltagermæssigt,” noterer Ole Leth Nissen.

Stafet for Livet Syddjurs er blevet en stafet, som der skeles til fra andre sider. Ofte er der blevet taget kontakt om råd, vejledning og andre gode ideer.

“Stafetten har, mens Jane har været med, været gennem storm, massivt regnvejr, solskin og blæst. Uanset vejret har den gode stemning, der er ved Stafetten, formået at overstråle alle forhindringer,” siger Ole Leth Nissen.

Bud efter hende

En ildsjæl som Jane Frank Pedersen har der altid været bud efter. Hun er taget med på råd fra hovedkontoret i Kræftens Bekæmpelse, hvor hun har haft sæde i det såkaldte Advisory Board, som er et talerør mellem Stafetterne og hovedkontoret. Hun har også været inviteret til Dublin af Relay for Life, det amerikanske cancer society.

“Vi vil i såvel Styregruppe som Tovholdergruppe komme til at savne Janes store arbejde og engagement. Men vi tror Jane har givet os så meget med, at vi vil fighte videre for at lave flere og mindst ligeså gode Stafetter fremover,” lover Ole Leth Nissen.

Publiceret 11 October 2017 17:36

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV

Kræftramte børn får tur i Djurs Sommerland

Normalt står hverdagen på hvile, lektier og ind i mellem blodprøver og kemo for 13-årige Mikkel G. Nielsen fra Galten. Men i dag får han sammen med andre kræftsyge børn fra Skejby Sygehus og deres familier mulighed for at glemme hverdagen lidt med en tur i Djurs Sommerland.

Det er Lions Club Aarhus Régina og Lions ungdomsklub Leo Club Aarhus Nord, der har arrangeret sommerturen til Djurs Sommerland.

"Jeg har glædet mig til i dag, fordi Lions Club har arrangeret, at vi unge kommer i Djurs Sommerland og hygger os og har det mega sjovt. Sådan nogle arrangementer kommer der tit nogle af for at vi skal glemme vores kemodage og have det sjovt," siger Mikkel G. Nielsen.

Væk fra hverdagen

Mikkel G. Nielsen fik i efteråret konstateret leukæmi. En lidt sjælden form, hvor det er t-cellerne, der ramt.

"De første otte måneder, har været hårde. Der har han fået blok-kure, som er en hård kemokur. Halvdelen af tiden har han været indlagt. Derfor er det rart at han nu er frisk nok til at være med i dag," fortæller Lis-Lotte Nielsen, som er mor til Mikkel.

Derfor er det også en Mikkel G. Nielsen, der har kørestolen med i dag, så han ikke bliver alt for træt. Men en af de vildeste forlystelser var alligevel øverst på dagens to-do liste, og blev som den første krydset af.

"Det er den sjoveste forlystelse der er herude. Det er fedt, det går så hurtigt, især det sving, der kommer i starten," fortæller 13-årige Mikkel G. Nielsen, der førhen har haft sæsonkort til forlystelsesparken.

Giver et afbræk

Det er 17. gang, at Lions Club har arrangeret turen for børnene og deres familier. Lions Club er verdens største private humanitære hjælpeorganisation. Pengene til sommerlandsturen kommer fra klubbernes kontingentkasse og fra aktivitetskassen – altså penge, de har tjent ved eksempelvis kræmmermarkeder, bankospil med mere.

”Formålet med den årlige udflugt er at give de sygdomsramte familier et afbræk fra en hverdag præget af sygdom. I løbet af dagen kan hele familien hygge sig og have det sjovt sammen i forlystelserne – et samvær, som der ikke altid er mulighed for på afdelingen. Samtidig får familierne mulighed for at møde andre familier i lignende situationer, og de får tid til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende,” fortæller formand for Lions Club Aarhus Régina, Solvejg Kaae Hansen.