Seriefodbold:

Zacher tager hele 2018 med i Kolind

Kolind-Perstrups bedste herre- og damespillere rykker begge ned fra Serie 1 til Serie 2. På herresiden fortsætter Thomas Zacher Sørensen som cheftræner - damesiden er endnu ikke på plads

Af
Af Lars Norman Thomsen

Klublegenden Thomas Zacher Sørensen fortsætter som cheftræner for Kolind-Perstrups (KPI's) bedste herrefodboldspillere i hele 2018.

“Vi har aftalt en kontrakt med Thomas gældende for de næste to sæsoner,” fortæller fodboldformand Rene Svenningsen, der skal ud og finde ny holdleder.

Mikkel Møller, der har fungeret som holdleder i et par sæsoner, vil forsøge et comeback på fodboldbanen igen efter at have døjet en del med skader.

Efter to jubelsæsoner med sikre oprykninger til førsteholdet fra først Serie 3 til Serie 2 og siden fra Serie 2 til Serie 1, må KPI's bedste spillere nu tage turen tilbage i Serie 2 for at finde fodfæste igen.

Skader hos nøglespillere har svækket holdet, og det har truppen ikke haft den nødvendige bredde til at kunne modstå.

Uafklaret med damerne

KPIs fodbolddamer må også tage turen ned fra Serie 1 til Serie 2.

Trænerduoen Anders Rolann og Lasse Peter Mikkelsen er der endnu ikke lavet en aftale med for næste sæson. Det forventer Rene Svenningsen dog falder på plads på et trænermøde i slutningen af november.
“Jeg håber, de vil fortsætte, de gør det godt og har tidligere på sæsonen luftet nogle ideer til os om, hvordan vi udvikler damefodbolden. Det har vi desværre ikke fået arbejdet med endnu, men det vil vi bruge vinterpausen på,” siger Rene Svenningsen.

Publiceret 02 November 2017 10:00

SENESTE TV