Håndbold - 2. division:

Håndbold-ladies skal slås hårdt for føden

Hornslets håndboldkvinder har fået kærligheden at føle i 2. division, men cheftræner ser muligheder efter nytår

Af
Af Lars Norman Thomsen

“Der er ingen målmænd i 2. division, der ikke er meget dygtige. De har vi skulle vænnet os til,” lyder det fra Max Ørum Christensen, træner for Hornslets talentfulde håndboldkvinder sammen med Niels Christian Pedersen.

Efter oprykningen til 2. division er det blevet nye tider for de ellers sejrsvante håndboldkvinder. Tre sejre og otte nederlag i sæsonens første 11 kampe udtrykker ganske godt forskellen mellem at spille i 3. division og en række højere.

“Vi har nu været godt med i samtlige kampe minus hjemmekampen mod Aalborg HK, hvor vi blev kørt over til sidst,” siger Max Ørum Christensen.

“Forskellen på holdene i 2. division og os er slet ikke så stor. Vi har tabt med fra et til seks mål, og flere gange kunne kampen sagtens havde tippet til vores fordel.”

Nummer ti

Før anden turneringshalvdel begynder i starten af januar 2018 indtager Hornslet en øjeblikkelig 10. plads. Under Hornslet ligger Silkeborg-Voel 2 og Kristrup, begge med fire point.

De to bundhold har Hornslet besejret, ligesom uldjyderne fra Ikast måtte køre pointløse hjem fra Hornslet Fritids- & Kulturcenter.

“Vi er i øjeblikket fire hold, der kæmper om placeringerne fra nummer 9 til 12, men jeg føler mig overbevist om, at der kommer et par stykker mere med i kampen om bundplaceringerne, når vi kommer et stykke hen i foråret,” siger Max Ørum Christensen.

Tillid til egne evner

Han ser fortrøstningsfuldt på holdets muligheder for at forny billetten til 2. division.

“Inden sæsonstart stod det klart, at vi måtte spille uden fire førsteholdsspillere i hele efteråret, hvor også sygdom har drillet os samtidig med, at vi skulle lære at spille i 2. division med alt, hvad det betyder af mere fysik, højere tempo og øgede krav til vores skytter,” siger Max Ørum Christensen.

“Det har været en læreproces, men jeg er ret sikker på, at vi får de point, som vi har brug for i de sidste 11 kampe.”
Han forventer, at truppen forstærkes i den korte nytårspause med 1-2 spillere. Han vil dog ikke sætte navne på.

“Vi får en barsk start med fire kampe i januar, hvor vi skal hente 4-6 point, men det er vi klar til. Jeg er stor optimist på vores vegne, for vi kan lægge mere på i de kommende kampe.”

Økonomisk smalhans

Det er ingen økonomisk dans på roser at spille i 2. division. Lokale sponsorer står ikke i kø for at støtte håndbolden med ekstra kroner.

“Det forstår jeg ikke, men vi er glade for de sponsorer som støtter os,” siger Max Ørum Christensen, der arbejder hos Viden Djurs sideløbende med trænergerningen.

“Vores udgifter er øget med 25.000 kroner, fordi dommerne er dyrere, og så betaler vi også broafgift, selvom vi ikke skal over Store Bælt. Det er en solidarisk ordning, som Forbundet har besluttet for holdene i 2. division.”

For at holde udgiftssiden i ave er Max Ørum Christensen også træner for andetholdet i Jyllandsserien.

“Der er ikke penge til at ansætte en træner, så derfor har jeg selv taget opgaven på mig,” forklarer han, for hvem håndboldtræningen er en livsstil, som han gerne kaster alt sin energi og sjæl i.

Publiceret 27 December 2017 08:09

SENESTE TV