Debat Syddjurs:

Dansk Folkeparti vil ikke ’Fucke med grundvandet i Syddjurs’

Af Michael Mikkelsen, Gruppeformand, Dansk Folkeparti Syddjurs Byråd:

“Der er her til aften blevet afholdt et velbesøgt borgermøde i Hornslethallen om lokalplan nr. 410 der har til formål at give mulighed for etablering af en ny 1200 m2 dagligvarebutik med tilhørende benzin og dieseltankanlæg.

Læs også: Før borgermøde tirsdag: S siger nej tak til tankstation i Hornslet

Dansk Folkeparti har i byrådssalen været medforslagsstiller til et ændringsforslag der skulle tage tankanlægget ud af lokalplanen, fordi vi sammen vores medforslagsstillere fra Alternativet, Enhedslisten og Socialdemokraterne finder, at det er en direkte dårlig ide at placere en benzintank i umiddelbar nærhed af, hvor Hornsletborgerne får deres drikkevand fra.

I byrådet mangler førnævnte partier desværre 1 mandat for at kunne forhindre opførelsen af benzintankdelen oven på det meget følsomme vandindvindingsområde. Derfor sætter Dansk Folkeparti sig sammen med førnævnte med partier i kampen for at udelukke enhver tvivl om kvaliteten af Hornsletborgernes grundvand. Dansk Folkeparti sagde i valgkampen, at vi er et blå parti der vil føre en grøn politik, og det agter vi at stå ved.

I førnævnte partiers optik er der enighed om, at det er en dårlig ide med en benzintank i umiddelbar nærhed af grundvandsboringen der forsyner Hornslet.

Læs også: Før borgermøde tirsdag: Sikke en omgang symbolpolitik fra Socialdemokraterne

Dansk Folkeparti i Syddjurs er tilhænger af at give tilladelse til Netto butikken, og vi finder positivt, at der kan komme nye handelsmuligheder i Hornslet. Vi mener bare ikke, at der er brug for flere benzintanke i Hornslet end de der allerede er.

Skal der alligevel opføres nye tankanlæg må der bare aldrig være tvivl om det grundvand vi alle er så fundamentalt afhængige af. Dansk Folkeparti vil ikke ”Fucke med grundvandet” hverken i Hornslet eller andre steder i Syddjurs Kommune.

På borgermødet var der heldigvis mange borgere der tilkendegav, at de ikke ønskede benzintanken på den pågældende placering i Hornslet. Det var et klart signal til de politiske repræsentanter, der var mødt op om, at vi virkelig skal tænke os grundigt om med den her beslutning.

Repræsentanter for Hornslet vandværk var i stort omfang også mødt op, og der var fra disse en entydig og stærk modstand mod placeringen af benzintankdelen.

Ejendomsudvikleren for projektet blev på borgermødet spurgt om opførelsen af Netto butikken ville blive stoppet, såfremt politikerne valgte at tage benzintankdelen ud af det samlede projekt: Han svarede, at det ikke ville blive stoppet af den grund.

Derfor er der ingen grund til at være bekymret for, at projektet stoppes, såfremt politikerne træder i karakter og stopper benzintankdelen.

Jeg og Dansk Folkeparti håber, at flere politikere vil lytte til borgernes bekymringer om det her projekt, Liste Å, Ø, A og DF er på grundvandet og borgernes side i denne sag.”

Publiceret 25 April 2018 06:15

SENESTE TV