Debat:

Syddjurs Egnsteater vil gerne være egnsteater for hele Djursland

Af Hege Tokle, teaterleder Syddjurs Egnsteater:

"For en måned siden havde vi en forrygende festival fyldt med berigende oplevelser for børn og unge. Aprilfestivalen viste alle kvaliteterne ved teater frem, og skrev med store tykke bogstaver Djursland på det kulturelle Danmarkskort.

Teaterforestillingerne fik helt små børnehavebørn til at tale om drilleri og vrede. Andre forestillinger gav poetiske oplevelser med ulve, prinser og heltemod. Disse styrker skal vi bygge videre på, og sørge for også fremover kommer vores børn til gode i både Syddjurs og i Norddjurs kommune.

Nu endte det med at Syddjurs selv arrangerede Aprilfestivalen, og kun et par enkelte forestillinger blev vist i Norddjurs.  Vi på Syddjurs Egnsteater vil mere. Vi rækker hånden frem og vil hjertens gerne arbejde hen over kommunegrænserne.

Vi vil gerne være egnsteater for hele Djursland, så også Norddjurs kommune byder på store oplevelser til de små borgere. Næste år fejrer vi 10 års jubilæum, og det vil vi gerne markere ved at sætte et fantastisk anmelderrost eventyr op på samtlige skoler i både Norddjurs og Syddjurs kommune.

Samtidig planlægger vi et stort samarbejde med historien om Ahrenfeldts hekseafbrændinger, i fællesskab sat op udendørs af både professionelle- og amatørteatre. Det er et stykke drabelig Danmarkshistorie fra Djursland, der for 330 år siden tvang kongen til at lave hasteændringer i loven.

Selvom historien ikke er noget at være stolt af, så vil opsætningen være det. Vi på Syddjurs Egnsteater vil blive ved med at søge det tværkommunale samarbejde, og andet giver heller ikke mening, når mange af historierne er vores fælles historie. Historierne forholder sig nemlig ikke til nogen kommunegrænse.

Vi håber Aprilfestivalen har vist Norddjurs kommune, at vi har noget at være stolte af på Djursland, og at godt børneteater giver fantastiske oplevelser og perspektiv på verden. Så lad os samarbejde for vores børns bedste."

Publiceret 11 May 2018 05:00

Adresseavisen Syddjurs nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Adresseavisen Syddjurs
SENESTE TV