Mange foreninger og klubber vil rense de syddjurske strande

27 foreninger og klubber får nu 10.000 kroner hver for at rense udvalgte kyststrækninger i kommunen. Det har Udvalget for Natur, Teknik og Miljø besluttet

Af
Af Lars Norman Thomsen

Byrådet vedtog i forbindelse med Budget 2018 for Syddjurs Kommune at afsætte 250.000 kr. årligt til honorering af lokale foreninger for at gennemføre en oprensning af kommunens mange badestrande.

27 foreninger og klubber gav pr. mail interesse i at deltage i renholdelse af badestrandene i Syddjurs Kommune.

Derfor besluttede Udvalget for Natur, Teknik og Miljø på udvalgsmødet 15. marts, at alle tilmeldte foreninger skulle tilgodeses i Byrådets initiativ, og at alle deltagende foreninger skal aflønnes med 10.000 kr. for indsatsen uanset antal deltagere. Dermed skal der udbetales 270.000 kroner, hvis alle 27 fastholder deres ja.

Syddjurs Kommune har en 137 kilometer lang kystlinje, der udnyttes til rekreative formål af kommunens borgere og mange turister. I princippet påhviler renholdelse af strandene den enkelte grundejer, og flere grundejerforeninger, enkeltpersoner og virksomheder foretager således en mere eller mindre regelmæssig oprensning/fjernelse af opskyllet affald.

Syddjurs Kommune understøtter i flere tilfælde disse tiltag ved f.eks. at stille affaldsposer og -containere til rådighed. Endvidere foretager Danmarks Naturfredningsforening en årlig strandrensning i april måned ved Rønde på strækningen fra Kalø til Gl. Løgten strand.

"En del foreninger har udtrykt et ønske om at renholde nogle bestemte strande. Vi vil forsøge at indfri dette ønske efter bedste evne, men desværre må nogle foreninger renholde andre steder end de havde forestillet sig," skriver afdelingsleder Morten Hundahl, Miljø og Klima, Syddjurs Kommune, i en mail til de 27 foreninger og klubber.

"Jeg vil efterfølgende fremsende en beskrivelse af den konkrete strand, som vi har udvalgt til din forening og nogle forslag til datoer på denne side af sommerferie – af hensyn til logistikken kan vi desværre ikke udbyde oprensningen på valgfrie dage. For nogle foreningers vedkommende skal strandrensningen ikke foretages før efterårsferien – for at finde plads til alle," skriver Morten Hundahl videre i sin mail til de 27 foreninger og klubber. 

Følgende 27 foreninger klubber deltager i strandrensning 2018. Kilde: Syddjurs Kommune

Følgende 27 foreninger klubber deltager i strandrensning 2018. Kilde: Syddjurs Kommune

  • Der vil i første omgang være fokus på renholdelse af strandene ud til Kattegat, den sydlige del af Helgenæs, Skødshoved og ved Knebel, hvor der erfaringsvis skyller en del affald op
  • De strande, hvor der i forvejen plejer at foregå oprensning, herunder Danmarks Naturfredningsforening årlige arrangement i april, vil ikke indgå i kommunens aktivitet. De kommunale Blå Flag strande vil heller ikke indgå i aktiviteten, fordi der er strengere krav til renholdelsen hen over badesæsonen

Kilde: Udvalgsdagsorden til mødet i Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, 15. marts 2018

Publiceret 16 May 2018 16:24

SENESTE TV