Kampen om de unge afgør seriefodboldens fremtid

Fremtiden ser usikker ud for seriefodbolden. DBU Jylland og Lokalavisen var værter ved et møde i Ryomgård, hvor udfordringer og muligheder blev diskuteret af ledere, trænere og spillere

Af
Martin Schultz

RYOMGÅRD Om ganske kort tid starter VM i fodbold og drenge og piger, børn og voksne, kan se frem til en måned med masser af fodbold, fascination og forhåbentlig rød-hvid begejstring over godt spil og vundne sejre.

Men rundt i mange klubhuse og ikke mindst på DBU Jyllands kontorgange i Tilst er der panderynker, for den helt lokale seriefodbold er i tilbagegang. I flere klubber er der fare for at fællesskabet omkring fodboldkampe med voksne mænd og kvinder på holdet på byens stadion helt er ved at uddø.

”I Norddjurs kan vi se, at antallet af tilmeldte hold er faldet fra 33 til 23 fra 2005 til 2017, og i Syddjurs faldt antallet af hold fra 22 i 2005 og til 13 i 2013, men er heldigvis steget til 19 frem til 2017,” fortalte formand for DBU Jyllands seniorudvalg, Lene Bengtsson, Silkeborg, som optakt til aftenens diskussioner.

Og selvom situationen i fodboldklubberne på Djursland ser meget forskellig ud, så er der en udfordring, som går igen i alle klubber.

”Hvordan får vi fastholdt de unge, som spiller fodbold, i overgangen fra ungdom til voksen. For vi skal være klar over, at den næste generation af fodboldspillere tænker helt anderledes. De unge vil have fællesskabet sammen, og de har en bredere måde at tænke fællesskab på. Gruppesammenholdet er meget stærkt hos de unge, og de ældre er ikke længere rollemodeller for unge,” sagde fremtidsforsker Jesper Bo Jensen i den video, som indledte mødet med næsten 50 deltagere fra klubber på hele Djursland i IF Midtdjurs’ nye Multihal i Ryomgård.

Forsvinder på efterskole

Det er kendt, at årgangene har været små, og at børn og unge i dag har uendelig flere fritidstilbud end for år tilbage, hvor de fleste børn spillede fodbold og håndbold i byens idrætsforening.

Men for tiden er den helt store trussel mod unges fodboldfællesskab i deres barndomsklubber de efterskoleophold, som 28.000 unge ifølge Efterskoleforeningen i år er taget på.

”60-70 procent af de unge i en fodboldårgang forsvinder til efterskoler. Her får de en hel masse nye relationer, og hvordan får vi dem hjem i klubben igen,” spurgte træner for TRIF’s unge hold i Serie 3, Martin Hornbæk Nielsen.

”Derfor forsøger vi at holde kontakten til dem, og vi gør hvad vi kan for at de forbliver en del af det fællesskab, som vi forsøger at bygge op omkring vores spillere. Mange flytter også til Aarhus for at studere, men lige nu lykkes det at få dem til at vende tilbage til træning og kamp,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som gør meget ud af med forskellige arrangementer at få sammentømret et socialt fællesskab.

”I Ådalen IF forventningsafstemmer vi sæsonen med vores spillere. Vi snakker sammen om, hvad vi vil. Vi er nødt til at lytte til de unge for at vi kan fastholde dem,” sagde Lasse Dahl Sørensen, som er cheftræner i Ådalen IF, hvor man trods en begrænset ungdomsafdeling kan stille med tre seniorhold i Serie 4, 5 og 6.

Kamp om børnene

Efter en sportslig deroute fra Serie 2 i 2009 og til Serie 5 greb man også i egen barm i Stenvad Boldklub, som i dag indgår i AC Norddjurs og er en af moderklubberne bag eliteoverbygningen FC Djursland.

”I Norddjurs er der kamp om børnene. Vi dækker et stort geografisk område fra Ørum og til Bønnerup, og vi har maksimalt 30 drenge at tage af i en årgang. Men vi gør mange ting for at få børn og unge til at spille fodbold, og vi har hold i næsten alle ungdomsårgange. Mange af vores seniorspillere er trænere for ungdomshold, så de små har noget at se op til. Vi gør en aktiv indsats for at holde på spillere på efterskole, og vi har et meget ungt hold i Serie 4, hvor meget af glæden er at spille sammen med sine kammerater,” siger mangeårig træner og leder i AC Norddjurs Keld Kristensen.

Modsat har Vivild IF ikke ret mange ungdomshold, men der er en meget stærk klubkultur i Vivild, som kan stille med tre seniorhold og efter FC Djursland har områdets højst rangerede hold i toppen af Serie 1.

”Vivild IF er meget bevidst om sin klubkultur. Fundamentet er det sociale fællesskab, som man skal være en del af. Og bagved står fællesskabet af gamle og tidligere spillere. De er uundværlige og tænker de store tanker, og de sikrer det sociale set up. Det gør det sjovt at være med, og det gør at spillere fortsætter i Vivild IF, selvom de flytter fra byen,” sagde Dennis Holdgaard, tidligere spiller og nu cheftræner i Vivild IF.

Mange gode input

I aftenens diskussion var der mange tanker og ideer, som formand for DBU Jyllands seniorudvalg Lene Bengtsson og hendes team kunne tage med sig tilbage til sekretariatet i Tilst.

”Vi kommer til at tage meget med hjem herfra. Det er altid meget frugtbart, at komme i kontakt med de lokale folk på sådanne regionale møder. Vi har fået mange gode input, og vil gerne sætte noget nyt i værk,” sagde Lene Bengtsson.

Blandt forslagene var færre hold i rækkerne for at undgå for mange kampe, ændring af regler for op- og nedrykning, mere lokale puljeinddelinger, opfordring til spillere til at fortsætte som seniorer i stedet for at spille Old Boys, give de ældre funktioner i klubberne og meget mere.

DBU Jylland skal nu arbejdere videre med forslagene fra en række regionale møder i hele Jylland med henblik på at iværksætte ændringer i blandt andet turneringsstruktur i løbet af vinteren.

Publiceret 25 May 2018 16:12

SENESTE TV