Sanne Søgaard har udvidet med pop-up

I den nye butik ved siden af Sanne Søgaards butik er der altid rabat på udvalget, der hyppigt skiftes ud

Af
Stine Østergaard

Hornslet "Det er en slags outlet - bortset fra, at jeg ikke er glad for ordet 'outlet'. Det lyder som om, det er gamle varer, der ikke kan blive solgt. Det er det netop ikke. Det er helt nye varer, som vi prøver af," fortæller Sanne Søgaard, da hun viser rundt i den nye pop-up butik.

Den ligger i lokalerne lige ved siden af hendes butik 'Sanne Søgaard' som hun har haft siden 2005.

Så selv om det ikke er en outlet i klassisk forstand, så er det et sted, hvor man "altid risikerer at få rabat", som hun selv formulerer det.

Vigtigt med en handelsby

Med den midlertidige udvidelse fylder Sanne Søgaard nu endnu mere i bybilledet. Men det er ikke for at konkurrere med byens andre butikker.

"Vi supplerer hinanden rigtig godt, alle butikkerne. Det er det, der gør det til en god handelsby. Det kæmper vi alle sammen for," siger Sanne Søgaard

Hun oplever, at de fleste fra byen er gode til at handle i Hornslet – og at folk kommer også langvejs fra for at handle.

Pop-up butikken kommer til at fungere som et sted, hvor nye produkter og tøj bliver prøvet af, inden de (måske) ender i butikken 'Sanne Søgaard'.

Pop-up butikken kommer til at fungere som et sted, hvor nye produkter og tøj bliver prøvet af, inden de (måske) ender i butikken 'Sanne Søgaard'. Foto: Stine Østergaard

Prøver af

Da Sanne Søgaard blev tilbudt at overtage lejemålet, ville hun gerne gøre den nye butik til et sted, hvor hun kan afprøve nye mærker, stile og så videre. Hvis det er populært, ja så ender det måske med at blive en del af sortimentet i 'den rigtige butik'.

"Vi sørger for at have yderpolerne med. For eksempel både meget små og meget store størrelser," siger hun.

I den nydeligt indrettede butik er der er pang på farverne i tøjet, og hver rabatprocent har også sin farvekode. Sanne Søgaard har desværre ikke tid til at stå her selv. Derfor var det heldigt, at Bente Østergaard friskt meldte sig på at tage sig af butikken, der har åbent torsdag, fredag og lørdag.

Hvor længe pop-up butikken kommer til at bestå, ved Sanne Søgaard ikke endnu.

sanne søgaardFakta:

Hvor: Toftevej 5 (hvor Hornslet Isenkram lå før)

Hvornår: Åbent torsdag, fredag og lørdag

Publiceret 19 June 2018 11:00

SENESTE TV