Hjælp til at spidse ørerne

Hørespecialist Regitze Persson har åbnet Rosenholm Hørecenter i den tidligere cykelforretning på Rosenholmvej 66

Af
Lars Norman Thomsen

Regitze Persson, 47, er uddannet audiologist. Som sådan rådgiver og vejleder hun mennesker med nedsat hørelse og sørger for individuel vejledning, justering og tilpasning af høreapparaterne.

1. maj 2018 sprang hun ud som selvstændig, da hun åbnede Rosenholm Hørecenter på Rosenholmvej 66, der tidligere husede ST Cykler som nu holder til i større lokaler på Løgtenvej 15.

Regitze Persson er kæreste med Seyfi Tilken, der ejer ST Cykler, og de bor sammen på Rosenholm 66, hvor underetagen er smukt indrettet som hørecenter.

Erfaring fra AudioNova

Regitze Persson kommer med solid erfaring fra AudioNova, der er landets største kæde af private hørecentre.

AudioNova driver mere end 110 hørecentre på landsplan.

"Lysten til at blive selvstændig var stor, og da muligheden bød sig her i Hornslet, så sprang jeg ud i det," siger Regitze Persson.

Hun er klar over, at det tager tid at få udbygget et fast net af kunder, men umiddelbart ser hun mulighederne i hjembyen plus Mørke, Løgten, Skødstrup, Rønde og Ryomgård.

"Starten har været fin, men jeg kalkulerer med, at de første måneder går meget tid med at markedsføre Rosenholm Hørecenter på alle mulige platforme."

Alt til hørelsen

Som hørespecialist handler det for Regitze Persson om at give sine kunder en positiv oplevelse efter et besøg hos hende.

Hun tilbyder en gratis høreprøve, præsentation af de seneste nye høreapparater fra GN ReSound, gratis testperiode, høreværn, justering og tilpasning af høreapparater.

"Jeg kommer også gerne på hjemmebesøg, ligesom mine åbningstider er fleksible," siger Hornslets nye hørespecialist.

Publiceret 12 July 2018 15:49

SENESTE TV