Der er ved at være rift om de unge på mange arbejdspladser, hvor man efterspørger lærlinge. Men hvad skal man gøre for at lokke de unge til en erhvervsuddannelse - det skal projektet være med til at afdække.

Der er ved at være rift om de unge på mange arbejdspladser, hvor man efterspørger lærlinge. Men hvad skal man gøre for at lokke de unge til en erhvervsuddannelse - det skal projektet være med til at afdække. Foto: Jørn Deleuran, Ritzau-Scanpix

Det skal være federe at være i lære

Manglen på praktikpladser er ved at vende til mangel på elever, og derfor skal virksomhederne til at gøre sig lækre over for de unge og tilbyde dem mere attraktive forhold

GRENAA Tiden, hvor lærlingen bliver sat til at feje gulv og lave kaffe, er ved at være en saga blot. Hvis virksomhederne vil gøre sig håb om at få en elev, skal de til at oppe sig og tilbyde forhold, som er lukrative. Et nyt projekt, som hedder Attraktive Uddannelsespakker, skal få flere unge på Djursland til at tage en erhvervsuddannelse.

"Ind til for nyligt var det arbejdsgiveren, der i slutningen af en jobsamtale sagde ’Vi vender tilbage til dig’. I dag er det ansøgeren, der siger det. For de unge har så mange valgmuligheder, at hvis virksomhederne vil have fat i dem, må de pinedød gøre sig attraktive, ellers vælger de unge noget andet," vurderer Bjarne Nielsen, formand for Business Djursland og medlem af styregruppen for projektet.

Attraktive Uddannelsespakker skal blandt andet afdække, hvilke goder de unge finder mest interessante i forbindelse med en læreplads, det være sig lærlingeklub, fri bolig, særlige kurser, karriereplan eller helt andre tilbud, som styregruppen endnu ikke kan forestille sig.

Faglært er vejen frem

"Der ligger en dobbelt opgave i at skaffe praktikpladser til elever og elever til praktikpladserne. Viden Djurs er kendt for at gøre noget ved tingene, og i projektet lægger vi ud med de uddannelser, vi udbyder, samt de områder, hvor der er flaskehalse på Djursland," forklarer Kirsten Nielsen Sørensen, som er formand for bestyrelsen for Viden Djurs samt HR Director hos Terma Aerostructures A/S.

Hun mener, at der på landsplan mangler 8-10.000 elever for at dække virksomhedernes behov - og det har man vidst i flere år.

Bag projekt Attraktive Uddannelsespakker står de to Djurslandskommuner, Business Djursland, Dansk Byggeri og Viden Djurs. Nordea-fonden har netop bevilget 2,3 millioner kroner til projektet, som blev officielt præsenteret på et pressemøde på Viden Djurs forleden.

"Det er vigtigt, at vi får flere unge på Djursland til at vælge en erhvervsuddannelse for at imødekomme et stigende behov for faglærte i virksomhederne. Forældre og skoler har en opgave i at få de unge godt videre og lære dem, at det at blive faglært er en god vej at gå. Livslønnen matcher jo den for de højtuddannede," argumenterer Gunnar Sørensen, næstformand og repræsentant i Viden Djurs’ bestyrelse for Syddjurs Kommune, hvor han sidder i byrådet for Venstre samt er formand i Udvalget for erhverv og beskæftigelse.

To år til at skaffe flere faglærte

Ambassadører fra virksomhederne og elever på erhvervsuddannelserne skal som en del af projektet besøge folkeskolerne og fortælle, hvordan det er at være faglært samt lave praktiske forløb for elever og forældre. Virksomhederne skal samtidigt, som en del af projektet, tilbyde de unge praktikplads allerede fra første dag, så de får løn også under grundforløbet på erhvervsskolen. Virksomheden får fuld refusion ligesom på skoleophold i hovedforløbet.

"Som det er nu, stjæler virksomhederne de faglærte fra hinanden, hvilket i længden er en uholdbar og dyr løsning. Hvis vi går ind i projektet med de Attraktive Uddannelsespakker i fællesskab, så kan vi sammen få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse på Djursland," fortæller Bjarne Nielsen.

Nordea-Fondens bidrag til udvikling af Attraktive Uddannelsespakker forløber frem til sommeren 2020, hvorefter det drives af Viden Djurs. Nogle af succeskriterierne for projektet er, at der er identificeret 10 fordelselementer, altså frynsegoder, at alle folkeskolerne på Djursland er kontaktet, at vi når bredt ud geografisk og branchemæssigt på hele Djursland, at vi opnår en stigning i antallet af ansøgere til erhvervsuddannelserne samt et lavere frafald end i dag.

Publiceret 07 September 2018 11:45

SENESTE TV