Mørke Skole viser flaget for børns rettigheder

Af
Simon Carlson

'Børn skal altid skal inddrages og høres i overensstemmelse med deres alder og modenhed, når der træffes beslutninger, der har betydning for dem.' Det er et af de grundlæggende principper i FN's Børnekonvention, og det er den rettesnor, som Mørke Skole - som den første skole på Djursland - fredag formiddag forpligtede sig til at arbejde ud fra. Her startede Mørke Skole sin rejse mod at blive officiel Unicef Rettighedsskole (Unicef er FN's børneorganisation, red) . Det betyder, at skolen ud fra Børnekonventionens principper arbejder intens og fokuseret på, hvordan børnenes rettigheder arbejdes ind i hverdagen.

Hele ugen har Mørke Skole haft temauge for at belyse forskellige aspekter af børns rettigheder, men arbejdet med Børnekonventionen er langt fra nyt på skolen, fortæller skoleleder Annie Wernblad.

"Vi har nogle lærere, der igennem flere år har arbejdet med Børnekonventionen i undervisningen, og på et tidspunkt opdagede de, at man kan blive Rettighedsskole. Da besluttede vi, at vi gerne ville 'walk the talk'; altså prøve af, at vi rent faktisk gør de ting, vi siger, at vi gør. Det synes vi, der er rigtig spændende," fortæller Annie Wernblad.

Ned i børnehøjde

Det er dog ikke bare et pennestrøg der skal til for at blive Rettighedsskole. Mørke Skole har således ventet et år på at komme i betragtning og blive en del af det hold af skoler, der i dette skoleår arbejder hen imod at blive officiel Rettighedsskole. Lige nu er skolen nemlig kun 'prospect', og det betyder at Mørke Skole skal bruge det kommende år på at vise sit værd.

Fredag var Unicefs repræsentant Christian Bindslev mødt op på Mørke Skole for at markere, at den rejse begynder nu. Foran en begejstret forsamling i skolens gymnastiksal kunne han sammen med skolelederen, skolebestyrelsen og ikke mindst elevrådet underskrive parterne forpligtelser over for hinanden, og han var da glad for at se den første skole på Djursland indlemmet i konceptet.

Artiklen fortsætter under videoen.

"Børnehøjde er tit den største udfordring for os voksne. En stor del af tanken bag rettighedsskolen er at børnene er medbestemmende gennem et rettighedsråd, så når vi udvikler ting, skal det ske i børnehøjde, så det ikke kommer til at gå hen over hovederne på børnene. Vi skal øve os som voksne, så vi for eksempel ikke stiller et spørgsmål, som vi allerede har svaret på," forklarer Christian Bindslev og fortæller således også, at arbejdet med Børnekonventionen er en opgave for alle parter på skolen.

"Det handler dybest set om, at alle børn og voksne - også forældre - på en Rettighedsskole kender til børnekonventionen og ved hvad det betyder i hverdagen. Der vil altid være et behov for at gøre børnene bevidst om rettighederne, og desværre viser målinger også, at ganske få børn og faktisk også voksne har kendskab til rettighederne. Derfor har vi et efterslæb at indhente, så jeg glæder mig over Rettighedsskolerne," uddyber Christian Bindslev.

Mere konsekvente

Der venter dermed en opgave forude for Mørke Skole. Ceremonien fredag blev afsluttet med flaghejsning og ikke mindst en lille overraskelse til børnene i form af et sæbeboble-sæt. Det opfordrede skoleleder Annie Wernblad børnene til at bruge til at sende positive bobler og tanker ud i verden til de børn, hvor rettigheder måske ikke er noget man snakker om, men Annie Wernblad er da også klar over, at der skal mere end gode intentioner til, hvis man skal ændre noget og i første omgang blive officiel Rettighedsskole.

"Vi synes jo faktisk, at børnene her er med til at bestemme rigtig mange ting, men når vi så spørger dem, så siger de, at de ikke bestemmer noget. De siger, at det stadig er læreren, der bestemmer. Så klør vi os i nakken, for vi synes, de har medbestemmelse. Derfor har vi besluttet at prøve at gå den her vej, så vi måske kan blive bedre til at inddrage børnene. Det skal være bredere end bare elevrådet," siger Annie Wernblad og uddyber:

"For eksempel skal vi udarbejde ny kostpolitik, og der har vi tænkt, at den måske skal starte hos børnene. Det havde vi nok ikke tænkt for et par år siden. Nu prøver vi at være lidt mere konsekvente i den måde, vi gør det på og få øje på de steder, man kan arbejde med børnene."

Ved slutningen af dette skoleår får Mørke Skole igen besøg af Unicef, der forhåbentlig kan udnævne dem til officiel Rettighedsskole.

Publiceret 22 September 2018 15:48

SENESTE TV