Udemokratisk topstyring:

Lokalafdeling melder sig ud af LLO

Lejerforeningen Randers/Djursland melder sig ud af landsorganisationen, fordi de ikke kan stå inde for den dårlige ledelse. Lokalforeningen beskyldes dog også selv af ét af medlemmerne for at være udemokratisk

Af
Stine Østergaard

DJURSLAND Det blev på generalforsamlingen for LLO Randers/Djursland 27. september vedtaget, at den lokale forening melder sig ud af den landsdækkende interesseorganisation LLO - Lejernes Landsorganisation. Det kommer til at ske med udgangen af år 2018.

Det var bestyrelsens klare ønske at melde sig ud. Blandt andet fordi der i landsorganisationen sker en øget centralisering mod København.

"Der er mange interne problemer og ballade i LLO. Der er foregået rigtig mange ting i LLO, som jeg mener, ikke tåler dagens lys. Vi kan simpelthen ikke forsvare over for vores medlemmer at følge en organisation, som ikke følger sine egne vedtægter og er rigtig udemokratisk," begrunder formand for Lejerforeningen Randers Djursland, Henrik Søgaard.

Én stemme imod

Til afstemningen ved den ekstraordinære generalforsamling var der dog én af de fremmødte, som stemte imod. Det var Eline Crossland fra Grenaa. Hun beskylder lokalforeningen for at have en udemokratisk tilgang til foreningsdemokrati.

"Det er ingen stor overraskelse, at det blev stemt igennem at melde sig ud, når bestyrelsen enstemmigt anbefaler det. Indkaldelserne til møderne har kun indeholdt bestyrelsens argumenter, og ingen henvisning til, at LLO har offentliggjort modargumenter på deres hjemmeside – ikke noget, som ligefrem opmuntrer til en tosidet debat," siger hun.

Hun mener ikke, at generalforsamlingerne har været lovlige, men det forsikrer Henrik Søgaard, at de har. De er blevet godkendt af to advokater – den ene af dem Mads Petersen fra Ebeltoft.

Manglende referater

Derudover har Eline Crossland bedt om at få de opdaterede vedtægter udleveret, da dem på hjemmesiden var forældede. Både dem og referatet fra forrige generalforsamling kunne hun ikke få udleveret før efter afstemningen – altså for sent i forhold til at skulle tage stilling til udmeldelsen.

Det er dog ikke sådan, formand Henrik Søgaard husker det.

"Jeg kan slet ikke genkende det. Hun fik at vide, at referat og vedtægter var fuldt tilgængeligt til gennemsyn på generalforsamlingen. Det er rigtigt, at vedtægterne på hjemmesiden var forældede, men de gældende var tilstede på aftenen."

Han opfordrer til, at hun melder sig ind i bestyrelsen, hvis hun ikke er tilfreds med foreningens arbejde.

"Man skal notere sig, at vi er forening af frivillige mennesker. Vi er ikke en strømlinet professionel organisation," siger han.

Ikke stor forandring

Eline Crossland forventer ikke, at lokalforeningen får meldt ud til sine medlemmer, at de ikke længere er en del af LLO.

"Lige nu bekymrer jeg mig om de 600-1000 medlemmer –jeg kan ikke få at vide præcis, hvor mange vi er – som formentlig ikke ved, de er meldt ud af LLO. Efter forløbet, som det har været nu, forventer jeg ikke, at folk ikke får det at vide. De fleste vil formentlig først opdage det, når de stopper med at få medlemsbladet efter nytår."

I forvejen er man som medlem af LLO Randers/Djursland eller andre LLO lokalforeninger ikke direkte medlem af landsorganisationen af LLO. De lokale afdelinger er selvstændige afdelinger, som har tilsluttet sig interesseorganisationen.

"Intet forandrer sig i det daglige. Alt drift foregår stadig på kontoret i Aarhus, hvor der er jurister og så videre ansat. LLO er en interesseorganisation, og har ikke ydet nogen service eller ydelser til os," forklarer Henrik Søgaard og fortæller, at det i realiteten mest er LLO's navn og logo, man har købt sig ind på som lokalforening.

Knas med kommunikation

Det, at konstruktionen af LLO og lokalforeningerne er så anderledes end andre foreninger, mener Eline Crossland også, at Lejerforeningen Randers/Djursland har været dårlige til at oplyse omkring.

"Jeg tror, der er rigtig mange, der ikke forstår det. Jeg har en kandidatgrad i samfundsfag, og jeg havde ikke forstået før denne her sag er opstået, at jeg juridisk ikke var del af LLO, men af en lokalforening. Det fremgår ikke tydeligt nogen steder."

Hun synes, det er vigtigt på en tydelig måde at inddrage medlemmerne.

"Jeg tror, de tror, de gør det bedste for medlemmerne, men det er enormt uprofessionelt, kringlet og svært gennemskue. Og flere er blevet taget til gidsel i denne her situation."

Nyt på vej

LLO Randers/Djursland - der fremover skal bruge sit andet navn Lejerforeningen Randers/Djursland - er ikke ene om at melde sig ud af LLO. I 2015 meldte ti af de i alt 25 landsforeninger sig ud, og yderligere tre ud over Randers/Djursland melder sig ud per 31. december 2018.

"LLO har mistet over halvdelen af medlemmerne – det skyldes simpelthen dårlig ledelse og topstyring," siger Henrik Søgaard.

Han afslører dog, at der godt kunne være et nyt alternativ til LLO på vej for lokalforeningerne.

"Det er vist meget stor interesse fra tidligere lejerforeninger, som ikke vil røre LLO med en ildtang, men stadig er interesseret i et samarbejde," siger Henrik Søgaard og slår fast:

"Vi er ikke bare gået ud i trods eller blinde uden en plan."

Publiceret 09 October 2018 06:00

SENESTE TV