Det kan være slut med gymnastikken i Ebeltoft, hvis ikke flere melder sig til bestyrelsen. Arkivfoto

Det kan være slut med gymnastikken i Ebeltoft, hvis ikke flere melder sig til bestyrelsen. Arkivfoto

Sidste chance:

Ny bestyrelse eller Ebeltoft Gymnastikforening lukker

EBELTOFT Kære forældre og bedsteforældre, vi har brug for jer! Sådan lyder opråbet fra Ebeltoft Gymnastikforening, som afholder ekstraordinær generalforsamling mandag 22. oktober, hvor der skal findes flere nye bestyrelsesmedlemmer. Lykkes det ikke, risikerer foreningen at blive nedlagt trods stor tilslutning til holdene

Ebeltoft Gymnastikforening er en sund og velfunderet forening med mange glade gymnaster. Til gengæld kniber det - som i så mange andre foreninger - med at få forældre, bedsteforældre eller andre frivillige til at træde ind i bestyrelsen og give en hånd med. Men uden den opbakning står foreningen overfor en mulig lukning. Der mangler flere nye bestyrelsesmedlemmer. De skal findes på den ekstraordinære generalforsamling, og indtil videre har interessen ikke været overvældende. Ved generalforsamlingen i september måned var fremmødet meget skuffende, og det lykkedes ikke at samle en bestyrelse.

"Hvis byens børn og unge fortsat skal have mulighed for at gå til gymnastik, har vi simpelthen brug for, at flere forældre, bedsteforældre eller andre interesserede engagerer sig og går aktivt ind i foreningsarbejdet. Idrætsforeninger er afhængige af frivillige, og det mest nærliggende er selvfølgelig, at gymnasternes forældre eller bedsteforældre tager del i arbejdet", siger nuværende bestyrelsesformand Helle Rasmussen, som selv går af efter otte år i bestyrelsen.

Det er en helt naturlig udskiftning, bestyrelsen står overfor. Helle Rasmussen understreger, at de afgående bestyrelsesmedlemmer alle har siddet i bestyrelsen i mange år eller flytter fra byen. Der er derfor brug for nye kræfter, som vil føre foreningen videre og dermed sikre byens børn og unge muligheden for også at gå til gymnastik næste år.

"Ebeltoft Gymnastikforening har eksisteret i rigtig mange år. Den har en god, bæredygtig økonomi og sender løbende både bestyrelsesmedlemmerne og instruktørerne på kurser, så de har den fornødne viden og kunnen og er klædt godt på til opgaverne. Det er en velfungerende forening, som absolut er værd at bevare - en populær forening, som vækker glæde hos mange af byens børn og unge - og hos de mange ældre, der hver uge mødes på Kærneholdet."

Den ekstraordinære generalforsamling afholdes mandag 22. oktober kl. 19 i cafeteriaet i Ebeltoft Idrætscenter. Ebeltoft Gymnastikforening håber på et stort fremmøde og ser frem til at møde mange nye ansigter, som forhåbentligt er friske på at engagere sig i foreningen og sikre dens fortsatte virke i byen. Alle er meget velkomne!

For yderligere presseinformation, kontakt bestyrelsesformand Helle Rasmussen på tlf. 20301421.

Publiceret 16 October 2018 12:00

SENESTE TV