Søren Melgaard (tv.) og bestyrer af 'Gufferen' Thomas Gyldenløve Thidemann blev hurtigt enige om en korttidslejeaftale. Foto: Lars Norman Thomsen

Søren Melgaard (tv.) og bestyrer af 'Gufferen' Thomas Gyldenløve Thidemann blev hurtigt enige om en korttidslejeaftale. Foto: Lars Norman Thomsen

Giffen Gaffen, Gufferen

Thomas Gyldenløve Thidemann har åbnet grillrestauranten Gufferen i Slotsgade i Ryomgård

Af
Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD Næppe havde 'Lunt & Lækkert' pakket ned i Slotsgade , før en interesseret lejer meldte sig på banen.

Det er den tidligere Rønde dreng, Thomas Gyldenløve Thidemann, som i sommerperioden driver grillrestauranten 'Gufferen' på Samsø.

Thomas Gyldenløve Thidemann, 40, har indgået en tre måneders korttidslejeaftale med indehaver af bygningen i Slotsgade, Søren Melgaard, Rønde, med mulighed for forlængelse tre måneder yderligere.

Når lejekontrakten er så kort, er forklaringen, at det såkaldte midtbyprojekt i Ryomgård, der har været på tegnebrættet i mere end ti år i forskellige udformninger, fortsat spøger.

Ligger centralt

Midtbyprojektet er fysisk planlagt til at skulle realiseres på det areal, der ligger centralt i Ryomgård og omkranses af Slotsgade Jernbanegade, Markedsgade og Vestergade.

Ryomgård Distriktsråd er tovholder i samarbejde med Boligselskabet DjursBo, Syddjurs Kommune, Ålsrode Tømrerfirma A/S, et arkitektfirma og ejeren af Slotsgade 3, Melgaard Ejendomme, Søren Melgaard, Rønde.

'Gufferen' holder åbent 12-20+ i november for at teste, om der er opbakning i Ryomgård til at holde åbent i dette tidsrum. Ellers bliver tidsrummet justeret i december-januar.

"Hos 'Gufferen' serverer vi kun kvalitets grillmad, hvor kød, burgerboller og grøntsager er af ordentlig kvalitet," lover Thomas Gyldenløve Thidemann.

Han er flyttet direkte ind i de tidligere 'Lunt & Lækkert' lokaler uden næsten at skulle ændre bare på et halmstrå. Interiøret er i fineste stand både foran og bag disken.

Første åbningsdag var torsdag 1. november.

Tilbage til Samsø

Thomas Gyldenløve Thidemann skal tilbage til Samsø igen, når turistsæsonen på Kattegat-øen begynder igen i sommeren 2019.

'Gufferen' i Samsø-udgaven har hjemsted i Sælvig. Thidemanns faste leverandører er Hou & Egå Mesterslagteren, Løgten Bageriet og Samsø grøntsager.

Publiceret 07 November 2018 12:06

SENESTE TV