Cd'en er på vej ud, men indholdet er blevet forbedret og tilføjet til, så skoler nu kan købe det på download. Foto: Stine Østergaard

Cd'en er på vej ud, men indholdet er blevet forbedret og tilføjet til, så skoler nu kan købe det på download. Foto: Stine Østergaard

Lokal musiker lærer børn dansk med musik

Henrik Svenningsen er en af musikerne bag 'Dansk udtale og grammatik - nu med musik', der nu er genudgivet som downloads

Af
Stine Østergaard

GRØNFELD "Vi kender det jo fra os selv, at det fysiologiske har en effekt. Når vi synger, løsner vi mere op. Når vi kommer hjem fra løbeturen har vi det pludseligt bedre."

Ordene er Henrik Svenningsens. Han siger dem, men kunne også lige så godt have sunget dem, for det er faktisk det, hans projekt handler om. At synge ordene.

På Forlaget '94 har han – og de andre i LinguaMusica: Andreas Molbæk og Klenneth Plon – udgivet 'Dansk udtale og grammatik - nu med musik' som download. Det er en udvidelse og revideret udgave af den cd, der blev udgivet i 2010.

På det tidspunkt var cd'en allerede ved at være en lidt forældet måde at høre musik på, om måske derfor blev succesen ikke så stor som håbet.

"Vi synes selv, det er skide godt. Derfor giver vi det et skud til," siger Henrik Svenningsen.

Dansk som andetsprog

De læringsrige musikstykker er ment som et supplement til undervisning i landets modtagerklasser. Det er hovedmålgruppen, men også voksne på Lær Dansk centre kan have glæde af den anderledes læreform.

"Man kan også med fordel bruge den til danske børn med indlæringsvanskeligheder," siger Henrik Svenningsen.

Med i pakken er også nogle opgaver til både børn og voksne. Det fungerer sådan, at skolen køber én "nøgle" som alle lærere og elever kan bruge frit i ét år. Man kan også booke Henrik Svenningsen med band at komme ud til skolerne med en live udførelse af numrene.

Musik virker

Ideen med at bruge musik som indlæringsmiddel startede med at spire hos Henrik Svenningsen, da han i 90'erne arbejdede med musik på universiteter i Italien og Frankrig, hvor det blandt andet blev brugt i forbindelse med forskellige former for terapi.

"Dengang var det nyt ikke at have musikken kun for sin egen skyld, men som middel. Og sprog og musik er jo nært beslægtet, så det var det mest nærliggende at gå i gang med," fortæller han.

Selve sangene er bygget op, så man skal gentage de ord, der bliver sunget. Sprog lærer man bedst ved at bruge det, og det er noget af det, musikken skal hjælpe til.

"Vi prøver at bringe det pulveriserende liv ind i undervisningen. Musikken er tættere på en mere levende hverdag."

Publiceret 07 November 2018 13:00

SENESTE TV