Roser fra Harald Grønlund, for Dansk Byggeris Lokalforening Djursland, til Syddjurs Kommune. For eksempel roser Grønlund kommunens store anlægsbudget, der smitter af på branchen. Arkivfoto

Roser fra Harald Grønlund, for Dansk Byggeris Lokalforening Djursland, til Syddjurs Kommune. For eksempel roser Grønlund kommunens store anlægsbudget, der smitter af på branchen. Arkivfoto

'Der er altid noget, man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er'

Mens Dansk Industri og Syddjurs Kommune aldrig har fundet hinanden, så er det helt anderledes med Dansk Byggeri og Syddjurs Kommune

Af
Lars Norman Thomsen

Dansk Industri og Syddjurs Kommune har aldrig været medspillere, når det har handlet om Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i de danske kommuner.

Det er en kendsgerning, at kommunens selvopfattelse - repræsenteret ved politikere og embedsmænd - ligger betydeligt højere på skalaen end den karakterbog som hidtil er blevet Syddjurs til del.

Siden 2010 har Syddjurs kommunes bedste placering blandt landets 98 kommuner været en 81. plads i 2016.

I 2018 ligger Syddjurs på en 87. plads - en placering bedre end i 2017.

Førhen kunne rangeringen få borgmestre til at gå i koma, og tidligere borgmester Claus Wistoft (V) lancerede således en 10. plads som mindstemål i sin regeringstid.

Denne gang besvarede 70 virksomheder spørgeskemaet fra Dansk Industri. Besvarelserne repræsenterer 1.780 arbejdspladser, svarende til kun 18 procent af de privat beskæftigede i Syddjurs (sic!).

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget har netop endevendt undersøgelsen endnu engang i fortvivlelse over jumboplaceringerne og fortsætter diskussionen onsdag eftermiddag med repræsentanter fra det syddjurske erhvervsliv ved en camp på Fuglsøcentret.

Honnør fra byggeriet

Mens Dansk Industri ikke har høje tanker om Syddjurs, er det anderledes med Dansk Byggeri, der netop har kvitteret for erhvervsvenlighed og stort anlægsbudget

Begge parter mødtes forleden og var her enige om, at alt er godt. Ikke mindst Syddjurs Kommunes fremgang til nr. 8 på landsplan i Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed.

Harald Grønlund, der er formand for lokalforeningen på Djursland, og tidligere kommunalpolitiker i Norddjurs, roser i en pressemeddelelse Syddjurs på følgende måde:

"Vi vil igen i år kvittere for et ganske stort anlægsbudget og en meget fornuftig udbudspolitik, der er med til at skabe arbejdspladser og aktivitet i lokalområdet. Vi kvitterede også for, at Syddjurs sammen med 11 andre kommuner i Business Region Aarhus har sørget for ens fleksible regler for adgang til genbrugspladser i hele Østjylland. Næste step er at få etableret et endnu bedre samarbejde med jobcentrene, nu hvor vi ser, at adgangen til kvalificeret og kompetent arbejdskraft er en af branchens største udfordringer."

Dansk Byggeri og Syddjurs Kommune forventer, at forny deres indbyrdes såkaldte Partnerskabsaftale inden længe.

Borgmester Ole Bollesen fik overrakt en værktøjskasse med forskellige redskaber i forhold til bygge- og anlægsbranchens samarbejde med folkeskolerne. Kassens indhold bringes ind i partnerskabsaftalen.

Håndværkermøde

Syddjurs Kommuner og Dansk Byggeri vil invitere til håndværkermøde om kommunens kommende anlægsprojekter 12. december.

Publiceret 11 November 2018 12:27

SENESTE TV