Berit Marlene Hougaard holder åbent på Havhusevej 15 onsdag-torsdag kl. 14-18, fredag kl. 12-18 og lørdag-søndag kl. 10-14. Foto: Lars Norman Thomsen

Berit Marlene Hougaard holder åbent på Havhusevej 15 onsdag-torsdag kl. 14-18, fredag kl. 12-18 og lørdag-søndag kl. 10-14. Foto: Lars Norman Thomsen

Fin lille butik med smykker og kunsthåndværk i Egens Havhuse

Berit Marlene Hougaard har sammen med sin husbond lavet en tidligere bilgarage om til butik og værksted

Af
Lars Norman Thomsen

EGENS HAVHUSE Berit Marlene Hougaard, 48, havde ikke tænkt tanken overhovedet indtil for et par år siden, at hun skulle åbne butik og arbejdsværksted med smykker og kunsthåndværk på en adresse i Egens Havhuse.

Egentlig har hun en bachelor i sundhed & ernæring fra Sorø som baggrund.

"Men det er lidt af et nåleøje at være heldig at finde et job inden for dette felt," siger Berit Marlene Hougaard.

Derfor søgte hun et job hos Teknologisk Institut Aarhus som servicemedarbejder for 80 mennesker i afdelingen Life Science.

Når hun havde fri, kastede hun sig over en gammel faible, fremstilling af smykker.

"Jeg tog forskellige kurser og fremstillede mest for sjov smykker som gaver til venner og familie."

Ny verden

Det blev imidlertid alvor, da hun i efteråret 2017 var på kursus hos Thomas Andersson.

Thomas Andersson er uddannet som grafiker og billedhugger fra det Jyske Kunstakademi i 1985 og har tidligere været lærer på Århus Kunstakademi. Han er desuden selvlært bronzestøber - en færdighed, som han brugte, da han i 2009 lavede en udsmykning til Mariehøj Kirke i Silkeborg.

"Her åbnede der sig en helt ny verden for mig med at forme figurer i ostevoks. Siden støbe dem ind i gips og dernæst få udbrændt voksen og indstøbt det i bronze," fortæller Berit Marlene Hougaard, der egentlig er født og opvokset i Risskov, men nu har slået sig ned i driftige Egens Havhuse sammen med sin mand, Jørgen Hougaard.

"Jeg har fundet et perfekt match mellem det forfinede og det grove arbejde. Til det første hører mine guld- og sølvsmykker, det sidste handler om fremstillingen af mine bronzefigurer."

Hyggelig butik

BML Smykker & Kunsthåndværk åbnede i oktober i samarbejde med Kunstspor 2018.

"Sammen med min mand har jeg omdannet en tidligere bilgarage til butik og værksted," forklarer Berit Marlene Hougaard.

De hvidmalede vægge, lyset, smykkerne og bronzefigurerne passer fint ind i sammenhængen.

Berit Marlene Hougaard har et lille arbejdsbord, hvor hun kan passe sin dont, når der ikke er kunder i butikken.

I de kommende weekender kan hun træffes ude i felten til diverse julemarkeder

Publiceret 14 November 2018 10:51

SENESTE TV