Juletræet er allerede fundet og kommet på fod. Det sørgede Torben

Juletræet er allerede fundet og kommet på fod. Det sørgede Torben "Smed" og Jens Holst med mindre besværligheder for, mens leder af Kafé Kolind og Mikkel Thingvad Kristensen og Daniel Lilleris fra henholdsvis Danbolig og Nordea sørger for, at det igen i år bliver en juleaften på caféen.

Juletraditionen holdes i hævd på Kafé Kolind

Fællesskabet får igen lov at sejre over ensomheden på juleaften

Af
Simon Carlson

Kolind I år bliver det 14. gang, så man kan vist efterhånden godt tale om, at det er blevet en indgroet tradition, at der 24. december er julefest, fællesskab og i det hele taget masser af traditionel julehygge på Kafé Kolind.

Lige siden 2005 har værestedet for socialt udsatte inviteret til juleaften, for både caféens faste gæster og alle andre, der har lyst til at tilbringe aftenen i godt selskab.

"Der kommer oftest flest af vores faste gæster til juleaften. Mange synes jo, det er rart med noget velkendt, men alle er simpelthen velkomne. Hvis man føler sig ensom, er julen noget af det hårdeste at komme igennem, og der kan det gøre en kæmpe forskel at være sammen med andre. Man deltager selvfølgelig i det omfang, man har lyst til, men der er i hvert fald altid hyggeligt og et stort fællesskab til juleaften," fortæller leder af Kafé Kolind Bente Møller.

Lokal støtte

Fællesskabet ses også allerede blandt de hjælpende hænder, der skal få arrangementet til at hænge sammen. Bente Møller har således allerede mandskabet på plads, men der er er dog stadig plads til flere frivillige hænder, hvis man har lyst, oplyser Bente Møller.

Sidste år fortalte en af Kafé Kolinds faste gæster, Jens Holst, hvorfor han altid ser frem til den hyggelige juleaften på caféen. Det kan du høre i videoen herunder.

Prisen for en juleaften med god mad og hyggeligt selskab er faldet markant i år. Det koster således blot 25 kroner at deltage, hvor det tidligere år har kostet 100 kroner. Prisfaldet har blandt andet kunnet lade sig gøre med hjælp fra lokale sponsorer. Her er det igen i år Danbolig Fischer & Kristensen og Nordea, der er gået sammen om at sørge for betalingen til indkøb af mad og drikke til julefesten, hvor anden og flæskestegen naturligvis hentes lige fra den anden side af gaden hos Kolind Slagteren.

Juleaften i Kafé Kolind

Alle er velkomne til juleaften, hvor Kafé Kolind klokken 18 serverer en traditionel julemiddag med efterfølgende kaffe og mundgodt. Derefter er der julehygge med spil, salmer og sang.

Arrangementet starter klokken 14 og slutter klokken 21.

Julearrangementet er alkoholfrit og koster 25 kroner per person. Tilmelding er senest torsdag 20. december til Kafé Kolind på telefonnummer 86 39 55 54.

Publiceret 21 November 2018 11:00

SENESTE TV