Trods et faldende besøgstal kan formand for Fregatten Jylland Tommy Bøgehøj sagtens se en lys fremtid for det gamle træskib. Det skal den nye bestyrelse blandt andet hjælpe med til at skabe. Arkivfoto.

Trods et faldende besøgstal kan formand for Fregatten Jylland Tommy Bøgehøj sagtens se en lys fremtid for det gamle træskib. Det skal den nye bestyrelse blandt andet hjælpe med til at skabe. Arkivfoto.

Formand tror på lys fremtid for Fregatten Jylland

Ny bestyrelse skal være med til at skabe og opfylde visionerne for det gamle træskib

Af
Simon Carlson

Ebeltoft Fregatten Jylland har stadig høj agtelse som nationalt kulturklenodie, men gennem de seneste år har stadigt færre og færre publikummer slidt på landgangen til det gamle træskib. Derfor har det været nødvendigt at begynde at gentænke, hvad fregatten har at byde på til det moderne publikum. Siden Tommy Bøgehøj satte sig i formandsstolen for Fregatten Jyllands bestyrelse ved indgangen til dette år, har hans vigtigste opgave således været at sørge for, at fremtiden skal byde på nye, forfriskende vinde over Ebeltoft Vig og Fregatten Jylland.

Indtil videre er den øvelse mundet ud i samlingen af en ny bestyrelse. Når man kigger ned over navnene i den nye bestyrelse, er det tidligere kulturminister Bertel Haarder, der springer først i øjnene, men han er blot et de navne, hvis opgave bliver at arbejde målrettet med nye visioner for fregatten.

"Det der er lykkes godt på Fregatten er, at hvor bestyrelsens tidligere har været meget lokalt præget, der er kommet et større udsyn i bestyrelsen. Det har været min allervigtigste opgave at få skabt en stærk bestyrelse, som kan bakke op om en stærk ledelse, så vi ikke længere blot gør, som vi altid har gjort, men begynder at kigge lidt mere visionært på fregatten," fortæller Tommy Bøgehøj, som også noterer, at det er lykkes at få Aarhus Teaters direktør Allan Aagaard og fundraiser i Aarhus 2017 Karin Buhl Slæggerup med i bestyrelsen.

Store roller

Et af kriterierne for at kunne arbejde med visionerne er, at bestyrelsen og ledelsen får nogle garantier for den økonomiske støtte til nationalklenodiet. Fregatten Jylland er i øjeblikket på finansloven med et tilskud på fire millioner kroner årligt indtil 2021, men det er ikke nok, hvis man skal arbejde langsigtet. Det er her den nye bestyrelse - og i særdeleshed Bertel Haarder - får en stor rolle at spille.

"Vi er aldrig blevet fast inventar på finansloven ligesom mange andre større museer, men det er jo vores største ønske, at vi bliver det, så vi kan arbejde på lang sigt. Det er ikke sådan, at der er garantier for, at vi kommer det, fordi Bertel Haarder nu er en del af bestyrelsen, men det er jo ingen skade til at have en, der sidder så tæt på forhandlingerne," konstaterer Tommy Bøgehøj, inden han tilføjer:

"Det er jo fortsat op til os at vise, at vi er værdige til at få tilskud ved at skabe en spændende turistattraktion."

Tabte tilskuere

Formanden hæfter sig her ved, at Fregatten Jylland støt har tabt tilskuerpotentiale, siden den for 30 år siden blev restaureret og lagt i tørdok. Omkring en kvart million mennesker besøgte årligt fregatten i de første år, mens besøgstallet i dag ligger på omkring 70.000 årligt. Det skal der ændres markant på. Fire internationale eventbureauer har således netop givet deres bud på, hvordan Fregatten Jylland kan udvikle sig i samspil med udenomsarealerne på havnen og dermed skabe et mere attraktivt miljø, der ikke kun drejer sig om selve skibet.

Fregattens bestyrelse og ledelse har ud af de fire bureauer udpeget et hollandsk firma, der skal arbejde videre med idéerne. En konkret plan kommer først til maj, men Tommy Bøgehøj har en klar vision for, hvor skibet og området omkring det skal bevæge sig hen.

"Det er med fregatten, som det er med ethvert andet museum, at hvis ikke man produktudvikler og hele tiden kommer med nyheder, så falder interessen, fordi konkurrencen er benhård. Der er selvfølgelig blevet fornyet gennem de sidste 30 år, men ikke nok til at fastholde interessen. Derfor prøver vi at gentænke og lave en Fregatten Jylland version to," forklarer Tommy Bøgehøj og uddyber:

"Udenomsområderne skal også være en attraktion, så det kan være med til at trække folk ind. Byrådet har lavet handleplanen 'By og Havn' for Ebeltoft, og der vil vi gerne komme med et udspil på, hvordan vi ser fregattens fremtidige rolle i forhold til Ebeltoft. Vi vil forsøge at være på forkant og komme med en plan for, hvordan vi ser hele havneområdet spille sammen med fregatten," fastslår Tommy Bøgehøj.

Publiceret 27 November 2018 11:30

SENESTE TV