Omgivelserne på Moment emmer af naturlig frodighed og friske råvarer på en sommerdag, men restauranten i Friland præsterer hele året rundt, hvad den seneste rangliste på DinnerBookind.dk bekræfter. Foto: Lars Norman Thomsen

Omgivelserne på Moment emmer af naturlig frodighed og friske råvarer på en sommerdag, men restauranten i Friland præsterer hele året rundt, hvad den seneste rangliste på DinnerBookind.dk bekræfter. Foto: Lars Norman Thomsen

Moment er Østjyllands bedst anmeldte restaurant lige nu

Den bæredygtige og vegetariske gourmetrestaurant i Friland i Feldballe topper gæsteanmelderliste på DinnerBooking.com

Af
Lars Norman Thomsen

Det nyvalgte Syddjurs Byråd havde et erklæret ønske om at besøge den bæredygtige og vegetariske gourmetrestaurant Moment i Friland under en fælles rundtur i kommunen og måske indtage en frokost.

"Hvor lang tid har I til jeres rådighed," forespurgte manden bag Moment, Morten Storm Overgaard.

"Cirka 30-40 minutter," lød svaret fra den ansvarlige hos Syddjurs Kommune.

"Så er det en dårlige ide," returnerede Morten Storm Overgaard.

Nogenlunde sådan forløb samtalen tidligere på året, og den er et meget fint udtryk for, hvad det er der, driver Moments mastermind.

Kun det bedste af det bedste er acceptabelt, og lunkne kompromisser gider han ikke, så hellere lade være.

Det er nødvendigt at afsætte god tid, hvis du vil have hele nydelsen med, når du bestiller bord hos Moment. Ingen stress eller larmende mobiltelefoner eller en koncert, der venter om et par timer. Du skal give oplevelsen den tid, som den forlanger, men så går du også derfra med en oplevelse, der godt kan få sommeren til at vare vinteren over.

Topscorer i Østjylland

Websitet DinnerBooking.com har netop offentliggjort sin nyeste liste over de restauranter, der har de gladeste gæster i Østjylland ifølge gæsteanmeldelserne på DinnerBooking.com i skrivende stund.

Opgørelsen er baseret på alle danske gæsteanmeldelser på DinnerBooking.com 3. december 2018.

Her kommer Moment ind på førstepladsen foran Morena Mia, Aarhus, Nordisk Spisehus, Aarhus, Gastromé, Aarhus og Restaurant Fru Larsen, Langå.

En af 'madanmelderne', Kasper, skriver efter besøg på Moment: "Det var ganske enkelt fantastisk!! Det er noget af det smukkeste mad vi nogensinde har fået! Der blev fældet tårer ved bordet – både pga æstetikken, men også p.g.a. den ene store smagsoplevelse efter den anden."

"Og så var det en dejlig og super-behagelig, usnobbet betjening uden at det gik udover det højtidelige ved at spise gourmetmad på højeste plan.”

Sådan fungerer det

Gæsteranmeldersystemet fungerer således: Hver gang en gæst booker bord via DinnerBooking.com, får bookeren tilsendt et spørgeskema, hvor han/hun kan vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene. Det betyder, at en gæst kun kan bedømme en restaurant, hvis vedkommende rent faktisk har besøgt den.

DinnerBooking.com er et website, som hjælper interesserede med at finde den helt rigtige restaurant eller café.

"Vi er landets største restaurantsite, og med os kan du nemt, hurtigt og gratis booke bord på nettet 24 timer i døgnet. Du modtager med det samme en bekræftelse på din booking. Det eneste du skal gøre er at oprette en profil - det er gratis og tager under et minut," lyder DinnerBookings egen præsentation.

Ifølge DinnerBookings hjemmeside benyttes reservationssystemets 850 caféer, restauranter og større kæder. "Vi håndterer en booking hvert 9. sekund døgnet rundt og 13 millioner gæster om året."

Publiceret 05 December 2018 12:14

SENESTE TV