Sportsklub får ny formand

Navne Der har været skiftedag i Outdoorsportsklub Hornslet. Formand Jens Leth takkede af på generalforsamlingen 20. november og overgav stafetten til Jesper Guldbæk Rhiger.

Outdoorsportsklub har i mere end 20 år organiseret forskellige motionsformer for borgerne i Hornslet og omegn. I dag er det mountainbike, løb, ski, gymnastik og svømning, der er på programmet, ligesom der arrangeres blandt andet vandreture. Årets højdepunkt er Rosenholmløbet, der i september i år trak mere end 300 løbere ud på tur rundt i de smukke omgivelser ved Rosenholm slot, skriver Outdoorsportsklub Hornslet i en pressemeddelelse.

Jesper Guldbæk Rhiger overtager formandsposten med ambitionen om at gentænke klubbens profil, så der vil kunne tiltrækkes flere medlemmer, og samtidig er han optaget af at øge samarbejdet på tværs af klubber og foreninger i Hornslet.

”Jeg vil gerne skabe en stærkere profil for Outdoorsportsklub. Jeg synes, at vi har mange gode tilbud, som flere ville kunne få gavn af”, siger Jesper Guldbæk Rhiger.

Publiceret 05 December 2018 14:39

SENESTE TV