Jeppe Fonnesbo holder til på Grobund, når han arbejder med sine træskulpturer. Denne i en efter hans ord

Jeppe Fonnesbo holder til på Grobund, når han arbejder med sine træskulpturer. Denne i en efter hans ord "håndterlig størrelse" i forhold til hvad han somme tider laver. Foto: Stine Østergaard

Jeppe forvandler træer til fugle og nordiske guder

Jeppe Fonnesbo vil hellere have nyt værktøj end et tv. Han arbejder med træ til legepladser og laver store skulpturer

Af
Stine Østergaard

EBELTOFT "Jeg tror, der er mange unge, som føler sig magtesløse over, hvad de skal lave med deres liv. Jeg hører det fra mine venner og kender det også fra mig selv. Der er så meget fokus på, at man skal få sig en god uddannelse og et job. I stedet for at blive dygtig til noget."

De reflekterende ord kommer fra 23-årige Jeppe Fonnesbo som slutningen på en samtale om det, han er dygtig til – nemlig at lave skulpturer og andet håndværk i træ.

Godt håndværk

Det at arbejde med træ som håndværk var noget, han for alvor fik øjnene op for, da han gik på Helgenæs Naturefterskole. Inden det, var det at gå i skole ikke noget, der interesserede ham. Men på efterskolen kom der pludselig nogle fag på skemaet, som gjorde det spændende. Blandt andet et håndværksfag.

"Der gik det op for mig, hvad man kan med træ, og at man kan arbejde med det. Man behøver ikke kun gå i skole og få sig et job, hvor man sidder på kontor. Det troede jeg, man skulle," fortæller Jeppe Fonnesbo.

Fra sin arbejdsplads der lige nu er uden for fabriksbygningen på Grobund, hvor han har sit værksted, kan han se over til efterskolen. Sidste sommer sejlede han derover med sin kæreste i en båd, som han selv med kammerater har bygget, da han var på højskole i Norge. Det tog fire dage i alt.

Båden er han særlig stolt af. Det er et specielt stykke håndværk og har taget mange mandetimer og forskellige typer af træ for at blive helt rigtig.

Jeppe Fonnesbos er ikke stor - men der er dog plads til, at to personer kan tage på tur i den. Det er først, når man sidder tre, det bliver trangt, siger han. Privatfoto

Jeppe Fonnesbos er ikke stor - men der er dog plads til, at to personer kan tage på tur i den. Det er først, når man sidder tre, det bliver trangt, siger han. Privatfoto

Laver legepladser

I virkeligheden føler Jeppe Fonnesbo sig rigtig heldig med at have fundet en hobby i det at lave træskulpturer, som også passer godt sammen med et job, han har i dag. Han arbejder freelance for Palle Wisbech, på savværker, for Lyd&Leg og for det legepladsfirma på Sjælland, som han var i praktik i som 17-årig som skov- og naturtekniker. Det hedder Leg og Landskab.

Med dem kommer han vidt omkring og laver musikinstrumenter, shelters, legepladser med mere – mest på Sjælland men også i Skanderborgområdet har han været med til at etablere legepladser af træ. For et halvt år siden startede han så sit eget firma Træskulpturer v/Jeppe Fonnesbo, som man kan følge på Facebook. Men det passer ham rigtig fint at have det som en hobby og sidebeskæftigelse.

"Jeg synes også, det er hyggeligt at være på arbejde, så man får set nogle andre mennesker. Drømmen er at bo så billigt, at jeg kan leve af at arbejde måske 25 timer om ugen og lave det her ved siden af. Hvis man lever af sin hobby hele tiden, kan det være, man bliver træt af det, siger Jeppe Fonnesbo der bor i Løvenholm Skovene i et gammelt skovridderhus.

At arbejdet med træ er Jeppe Fonnesbo helt rigtige hylde. Privatfoto

At arbejdet med træ er Jeppe Fonnesbo helt rigtige hylde. Privatfoto

Måske er det Thor

Normalt er træskulpturene dyr – og gerne fugle, for dem elsker han. Men da Lokalavisen besøger ham er det en menneskefigur inspireret af nordisk mytologi, han arbejder på. Måske det bliver Thor.

"Jeg ved det ikke helt, men jeg vil gerne lave en arm her. Og hvis det bliver Thor, skal han selvfølgelig have en hammer," siger han og peger på den store træstamme, hvor et hoved har taget form i den ene ende.

Stammen har han fået af en bekendt, som fandt den blandt en bunke træ, som skulle være endt som fjernvarmebrændsel. Men det ville da være synd.

"Det her egetræ er nok plantet for mere end 250 år siden som tømmer til at bygge flåde. Det er vigtigt, når man laver skulpturer, at det er egetræ, for det holder i mange år. Hvem gider have en skulptur, der kun holder i fem år?"

Jeppe Fonnesbo tænder motorsaven. Den klarer det grove arbejde. Til alle detaljerne har han massevis af forskelligt værktøj.

"Det er lidt en besættelse. Men jeg har ikke noget tv, så køber jeg en masse værkstøj i stedet for," smågriner han.

Det er egetræ, der bliver brugt til skulpturerne, der holder i rigtig mange år. Privatfoto

Det er egetræ, der bliver brugt til skulpturerne, der holder i rigtig mange år. Privatfoto

Publiceret 27 December 2018 11:00