Nu er der plads til det hele

Skoboxen har fået vokseværk og er blevet tre gange så stor som før

Af
Stine Østergaard

EBELTOFT "Sko fylder virkelig meget!"

Det konstaterer Per Hansen fra Skoboxen med store øjne.

Det er netop derfor, at han sprang til, da muligheden bød sig for at rykke i nye lokaler.

Plads til sko og kunder

Selvom én sko ikke fylder meget, så bliver det hurtigt til mange skokasser, når hver model skal være i alle størrelser og måske endda flere farver.

"Det ville være nemmere, hvis alle damer bruge størrelse 39 og alle herrer størrelse 44, men sådan er det jo ikke," siger Per Hansen med et skævt smil.

Heldigvis har han nu hele 160 kvadratmeter at bolte sig på i de nye lokaler, der før flytningen midt december udgjorde nabolokalerne til de gamle lokaler på 55 kvadratmeter.

Tidligere måtte han have et lille fjernlager væk fra butikken, men nu er der altså god plads til det hele – og også til kunderne.

"Før, når der var mere end tre kunder, lignede det jo et ophørsudsalg, fordi man måtte stå så tæt i butikken."

Tasker og stort udvalg

Noget af det, han har fået mere plads til er flere tasker end det ene stativ, der var i den gamle butik. De hænger nu som noget af det første i butikken i et hjørne med vægge beklædt af træbrædder for at gøre det hele lidt mere hyggeligt.

Der er også blevet plads til Djurslands største udvalg af Sketchers sko, som Per Hansen stolt viser frem.

Ser ikke andre steder

Per Hansens skobutik er ikke en del af en kæde, og det ser han som en klar fordel. For han køber selv ind fra danske leverandører og tager på messer i for eksempel Italien.

"Jeg har kun varer, jeg selv tror på."

Derfor er udvalget også anderledes end man ser det i mange andre butikker, og der kommer endda kunder hele vejen fra Aarhus.

Nu er det sidste ved at være på plads i butikken, og der er kun tilbage at få overstået Ebeltoft aller mest stille måneder her i vinteren inden påsken rammer. Men måske er det meget fint for Per Hansen at få lidt ro, for han håber på at den store, nye butik kan skabe lidt forandringer i Skoboxen.

"Til at starte med skal jeg i hvert fald have bestilt en masse nye forårsvarer hjem," siger han.

Publiceret 09 January 2019 11:00

SENESTE TV