Svend Leonhard (i forgrunden), præsident for Lions Club Rønde, forventer stort rykind til bankospillet på Kulturhotellet i Røndes centrum. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Svend Leonhard (i forgrunden), præsident for Lions Club Rønde, forventer stort rykind til bankospillet på Kulturhotellet i Røndes centrum. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Løverne arrangerer bankospil med et ædelt formål

Handelslivet i Rønde og opland bakker stærkt op om stor-bankospil på Kulturhotellet arrangeret af Lions Rønde og Lions Kaløvig i forening

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE "Vi håber, at et nytårsbanko kan blive en fast årlig tradition," siger Sven Leonhard, nuværende præsident i Lions Club Rønde.

Sammen med Lions Kaløvig, der er kvindernes pendant til mændenes Lions Rønde, er Sven Leonhard & co. i fuld gang med at få de sidste aftaler på plads til et forhåbentligt velbesøgt bankospil på Kulturhotellet i Rønde torsdag 17. januar klokken 19.

Ædelt formål

Lions Club Rønde og Lions Kaløvig, humanitære organisationer forankret i og omkring Rønde, har begge til formål er at hjælpe bredt i lokalsamfundet, samt på nationalt- og internationalt plan.

Et overskud ved bankospillet kommer lokalsamfundet til glæde eller mere specifikt demente medborgere som bor i de særlige demensafsnit på Syddjurs Kommunes plejehjem.

"Nu ved vi selvfølgelig ikke, hvor stort et overskud, der bliver på vores bankospil, men vi har et håb om, at der bliver penge nok til at kunne tilbyde demente medborgere oplevelsesture til Den Gamle By i Aarhus hen over året," siger Sven Leonhard.

Stor opbakning

De to arrangerende klubber håber på at kunne samle 3-400 mennesker på Kulturhotellet, hvor både teatersalen og caféen kommer i brug.

"Vi oplever en fantastisk støtte og opbakning fra handelslivet i Rønde og opland, og derfor har vi også allerede en samlet præmiesum, der målt i kroner er på over 15.000 kroner. Hovedgevinsterne er på over 2.000 kroner, så det håber vi vil motivere bankospillere fra både nær og fjern til at spille med," fortæller Sven Leonhard.

En læreproces

Alle, der har overværet eller deltaget i et bankospil, ved, at det har sit helt eget univers, hvor bankogæsterne forventer, at alt klapper fra dørene åbner og til lysene slukkes.

"Der er meget at tage hensyn til, og mange ting vi skal lære," indrømmer Sven Leonhard.

Et er selve afviklingen af bankospillet, men der skal også være styr på traktementet, sidespil og lotto. Intet kan overlades til tilfældighederne, hvis den kommende bankoaften skal blive mere end en engangsforeteelse.

"Vi arbejder hårdt på at nå det hele, så vi kan afvikle et professionelt arrangement. Heldigvis er vi mange, der hjælper både før og på selve aftenen," lover præsidenten.

Når dørene til Kulturhotellet åbnes klokken 17.30 torsdag 17. januar skal alt klappe.

Publiceret 10 January 2019 12:00

SENESTE TV