Det vrimler frem med kreative ideer til lamper. Camilla Nyborg Jensen fik med lidt møje og besvær indstillet en lysdæmper i en af sine lamper, så drejehjulet i metalskrottet kunne bruges til at skrue op og ned for lysstyrken. Fotos: SØ

Det vrimler frem med kreative ideer til lamper. Camilla Nyborg Jensen fik med lidt møje og besvær indstillet en lysdæmper i en af sine lamper, så drejehjulet i metalskrottet kunne bruges til at skrue op og ned for lysstyrken. Fotos: SØ

De kreative lampeopfindere sætter lys på Maltfabrikken

Lampeholdet bestående af unge på kontanthjælp har fået ekstra tilskud fra NRGi og udvider til at arbejde med endnu flere indretningselementer

Af
Stine Østergaard

Ebeltoft Dagen starter ud med en kop kaffe og en skive brød. I dag er det fem kvinder, der udgør lampeholdet, som ellers lige for tiden tæller omkring otte mand i alt.

Medlemmerne fra hele Syddjurs Kommune kommer dryssende efterhånden – som det nu lige kan passe med busserne. De bliver også diskuteret hen over formiddagskaffen. Det er skidt, hvis man misser bussen, for der godt gå længe inden den næste kommer.

Et socialt projekt

Lampeholdet har eksisteret siden sommeren 2018. Det er de forskellige jobcentre, som har udvalgt de unge på kontanthjælp, som får lov at være en del af lampeholdet, der arbejder hver tirsdag og torsdag klokken 9:30-12:30.

Deres fornemme opgave er at upcycle – altså "genopfinde" og reparere– lamper og andet materiale fra den gamle maltfabrik til at indgå i den nye.

Projektet blev i foråret mulig ved hjælp af en støtte med 200.000 kroner fra NRGi - og endnu igen 200.000 kroner i december. Det betyder, at de nu også er gået i gang med alle mulige andre former for bæredygtig udsmykning og kreativ indretning til Maltfabrikken. Derudover bidrager Syddjurs Kommune også.

Kreative processer

"Det kan godt tage mange måneder at lave en lampe. Fra man får idéen, skitset den ned på en tegning og så få den lavet," fortæller Camille Nyborg, som ikke før havde erfaring som hverken designer eller elektriker.

"Men når først man får det i hænderne, så lærer man det. Og man kan altid spørge om hjælp."

En af dem, man kan spørge er Kjeld Pedersen. Han har været frivillig i Kulturministeriet i mange år, og så har han en baggrund som elektromekaniker.

"Jeg er personlig overrasket over den store kreativitet, de unge mennesker har – og de resultater, de får ud af det!"

Det siger Kjeld Pedersen, der august fik en makker på holdet. Jeppe Degn, der er ved at tage en kandidat i bæredygtig kulturarvsformidling. Noget, der må siges at passe som fod i hose med Maltfabrikkens værdier.

Mere end bare lamper

Det er Maltpedellerne, der har tømt maltfabrikken for alt, de vil kunne forestilles at genbruges, og som lampeholdet nu kan gå på skattejagt i og opfinde lamper og alt muligt andet ud fra. Ofte kombineret med en tur til Jem & Fix.

En af de ting, der er på dagens dagsorden er at starte på at lave et lille telefonrum i det gamle posthus ud af det, der før var et lille bitte pulterkammer. Idéerne er mange.

Line Hofni foreslår at skralde hylden fra et gammelt chatol, så der bliver en skriveplade med rum til kuglepenne og notepapir. Camilla Nyborg og Mariann Holst har udtænkt at male Maltfabrikkens karakteristiske skorsten og røde farve, som vil være baggrund, hvis man bruger lokalet til at skype i.

Det er et rigtigt godt miljø at arbejde her. Også selvom man ikke lige har hovedet fuld af ideer alle dage.

"Jeg er god til at reparere lamper. Jeg er ikke lige så kreativ, som nogle af de andre er," indrømmer Shannie Berdynka.

"Og så er der plads til at have en off-day, selvom det er sjovest at være produktivt. Det er rart at udrette noget," siger Line Hofni.

Forhåbningen er, at projektet kan være med til at sluse de unge ud på arbejdsmarkedet til noget bedre.

"Der er jo jobs til dem derude. Den her kører jo på højtryk på dem," siger Kjeld Pedersen og gestikulerer med hånden og hovedet, at hjernen kører for fulde tryk i kreative processer.

Forhåbninger at blive ved

Når Kulturhuset som det første åbner i slutningen af maj og løbende andre dele af Maltfabrikken, betyder det også på sigt, at lampeholdets oprindelige arbejdsopgave forsvinder.

"Men det er da helt klart forhåbningen, at holdet bliver ved med at eksistere. Der er jo en masse vedligeholdelse og udendørsarealer, og Maltfabrikken er jo heller ikke helt færdig fra den ene dag til den anden," siger Jeppe Degn, der glæder sig til, når de skal til at lave større, møbellignende produktioner.

Flere der nysgerrigt har kigget ind til lampeholdet har især været interesserede en speciel, grøn lampe, som holdet har lavet rigtig mange af. De skal hænge på Maltfabrikken, så de er ikke til salg. Men det er rart for holdet at vide, at folk kan lide, hvad de laver.

"Det kan være, vi kan fortsætte en lampeproduktion med henblik på salg," griner Jeppe Degn.

Publiceret 14 January 2019 13:12