Artillerie-Traditionskapelle Von der Groeben spillede blandt andet

Artillerie-Traditionskapelle Von der Groeben spillede blandt andet "Dengang jeg drog afsted".

Fregatten: Østrigsk fanfare for at minde om krigens rædsler

En delegation fra Østrig blæste en venskabelig fanfare på Fregatten Jylland

Af
Anette Bonde

Fregatten En østrigsk delegation besøgte i tirsdags 5. februar Fregatten Jylland som en ytring om, at venskabet de to lande imellem i dag er upåklageligt.

Men i 1864 var stærke kræfter på spil. Tabene var store på dansk side efter slaget ved Sankelmark 6. februar 1864. Tabstallet var 763 mand, heraf 53 faldne, 157 sårede og resten tilfangetaget. På østrigsk side 95 faldne, 311 blev såret og 27 savnedes.

"Alle har et ansvar"

Frank Lubowitz, historiker og ansvarlig for organisationen for de østrigske krigergrave efter 1864, minder om, at alle har et ansvar for at undgå krig igen.

"Besøget her er en mindehøjtidelighed i musikalske rammer for at mindes de døde i 1864. Men det er også for at markere, at krig er ikke en løsning på problemerne. Krig er altid forbundet med døde og sorg i familier. Lige foran døren til vores europæiske hus finder vi død, vold, gråd og alle slags voldsomheder. Husk, vi har alle en vigtig opgave med at holde fred i vor tid."

Ganske paradoksalt var det, at besøget netop faldt samme dag, altså i tirsdags, som forskere fra Københavns Universitet på landsdækkende medier oprullede deres udredning af, hvorfor Danmark gik med i krigene i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Musikalsk hilsen

Hver femte år minder en delegation fra Østrig slaget ved Sankelmark 6. februar 1864 og deltager i mindesmarchen ”Oversee-Marsch” ni kilometer fra Flensborg til Sankelmark/Oeversee. Delegationen bliver ledsaget af brassbandet Artillerie-Traditionskapelle Von der Groeben.

Sidst delegationen var her, i 2014, besøgte den Fredericia og brassbandet gav en friluftskoncert på pladsen ved statuen af Den Tapre Landsoldat. I år gjaldt besøget Fregatten Jylland, og efterfølgende gav brassbandet koncert.

"Som tegn på venskab og forståelse mellem de forhenværende fjender fra 1864," fortæller Frank Lubowitz.

'En fornøjelse og en ære'

Günther Rath, oberstløjtnant, er betaget af Fregatten Jylland.

"Den er fantastisk. Vi har set mange ting, der illustrerer livet på havet og forholdene ombord, og vi har haft en meget kompetent guide. Det er en stor fornøjelse og ære at være her."

Han fortæller, at nogle af deltagerne i delegationen har slægtninge, der har kæmpet i slaget ved Sankelmark, og én er endda indehaver af et dansk sværd fra den tid.

"Det er meget emotionelt for dem."

Store tab på begge sider

Fregatten Jylland spillede en vigtig rolle i søslaget ved Helgoland 9. maj 1864 imod østrigske krigsskibe, som var kommet op til Vesterhavet fra Middelhavet.

Slaget ved Sankelmark mellem landsbyerne Sankelmark og Oversø stod på vejen mellem Slesvig by og Flensborg under det danske tilbagetog fra Dannevirkestillingen 5. februar 1864. En dansk bagtrup bestående af en brigade af vendelboer og københavnere skulle sinke fjendens fremmarch og havde forskanset sig i det smalle pas ved Sankelmark, hvor Hærvejen løber gennem et højdedrag.

Selve slaget var usædvanligt blodigt, fordi begge hærførere, vurderede at slaget skulle afgøres i mand-til-mand kamp.

1. regiment blev opstillet i det flade og smalle terræn på begge sider af vejen, og 11. regiment et par hundrede meter bagved. Kampene begyndte klokken 15.30, da 1. regiment gik til bajonet-angreb på de østrigske styrker. Der var store tab på begge sider. 11. regiment fulgte op med endnu et angreb, men blev slået tilbage. Kampene sluttede ved 17-tiden, da mørket faldt på.

Brassbandet Artillerie-Traditionskapelle Von der Groeben blev stiftet i 1972. Musikerne optræder i en uniform lig uniformen i det østrigske monarki i 1860.

Delegationen består af 29 musikere og 30 interesserede i historien og mindehøjtideligheden.

Publiceret 12 February 2019 14:00

SENESTE TV