Dina, Sara, Henrik Grønborg og en lokal hollænder Thomas Idemin, på vej til Den Helder fra Amsterdam. Det er den første pause efter flere ugers arbejde med at få skibet klar til at blive søsat. Privat foto.

Dina, Sara, Henrik Grønborg og en lokal hollænder Thomas Idemin, på vej til Den Helder fra Amsterdam. Det er den første pause efter flere ugers arbejde med at få skibet klar til at blive søsat. Privat foto.

Minestryger bliver til kunstskib

Det gode skib Svartlöga anløber Ebeltoft i marts til en fremtid som kunst- og oplevelsesskib

Af
Anette Bonde

skib Det er ikke alle planer, der bliver til noget. Noget kan være så besværligt, at de fleste ville give op. Det gælder bare ikke Sara Kirstine Grønborg, Dina Lundvall Nielsen, og de andre i foreningen Svartlögas Fremtid.

Takket være deres udholdenhed og kærlighed til træskibet Svartlöga er det blevet hævet og renoveret efter et bittert forlis, blot to uger efter en større renovering.

Udstilling og midtpunkt

24. marts anløber Svartlöga fregathavnen i Ebeltoft efter en færd fra Holland, hvor det sank i en storm 25. august sidste år. Det får kajplads i Ebeltoft og en forhåbentlig glorværdig fremtid som udstillingssted.

"Det er dels en udstillingsplatform, og så er det samlingspunkt for foreningens medlemmer," forklarer Sara Grønborg og Dina Lundvall Nielsen, der er henholdsvis formand og næstformand i foreningen Svartlögas Fremtid. Begge er uddannede og udøvende billedkunstnere og Sara Grønborg er desuden i lære som tømrer. Hjemadressen er et kollektiv i Nødager.

En glad Dina Lundvall Nielsen en halv time efter at skibet var sat i vandet oven på tre ugers hårdt arbejde efter forliset. Privat foto.

En glad Dina Lundvall Nielsen en halv time efter at skibet var sat i vandet oven på tre ugers hårdt arbejde efter forliset. Privat foto.

Foreningen Svartlögas Fremtid opstod, efter at træskibet var blevet hævet fra havets bund. Der er indtil nu 27 medlemmer plus en del støttemedlemmer fra en tidligere forening. Svartlögas Fremtid afløser den oprindelige forening bag Svartlöga, der havde i nærheden af 300 medlemmer.

Det ser ud til, at skibet nu kommer i smult vande. Foreningen Svartlögas Fremtid har af Fregathavnen fået tilsagn om, at det kan ligge ved syd- eller øst-broen ved Glasmuseet, og fra Fregatten Jylland blæser der lune vinde for et kommende samarbejde i en endnu ikke helt defineret form.

"Svartlöga har en særlig atmosfære over sig. Det udfordrer traditionerne indenfor det maritime, og det åbner samtidig mulighederne op, fordi det ikke drukner i maritime traditioner. Det er ikke et museumsskib, for vi er nødt til at tænke nutid og måder at holde det i live," siger Sara Grønborg og tilføjer:

"Vi vil gerne være modige med det, vi laver."

Sara (t.v.) og Dina ser frem til, at det gode skib Svartlöga kommer til Ebeltoft og med et godt naboskab og samarbejde med Fregatten Jylland. Foto: Anette Bonde.

Sara (t.v.) og Dina ser frem til, at det gode skib Svartlöga kommer til Ebeltoft og med et godt naboskab og samarbejde med Fregatten Jylland. Foto: Anette Bonde.

Træskibet er blevet hævet og gjort sejldygtigt, men der mangler en del endnu.

"Vi har indsamlet 200.000 kroner. Skibet er flydende og motoren er renoveret, men vi mangler stadig 100.000, inden skibet sejles hjem i marts. Og derfra venter endnu mange store investeringer."

Sara Grønborg og Dina Lundvall Nielsen er fuldstændig bevidste om, at det er en stor opgave, de står over for. Men de har valgt at krydre den med gode oplevelser og holde sig på sinde, hvad meningen egentlig er med Svarlöga.

"Vi ved, at det bliver en hård proces. Men vi vil samtidig have fællesskabet med ombord plus interessen for samtidskunst og for det maritime. Vi vil udfordre brugen af et skib."

Ombygget minestryger

Svartlöga blev oprindelig bygget som minestryger og gjorde i mange år tjeneste i Sverige. Det kom senere i privat eje, og Sara Kirstine Grønborgs far købte skibet i 2005. Her kom det første gang til Ebeltoft, hvor en større renovering startede. Efter to år blev det sejlet til Aarhus, og i de næste ti år fortsatte renoveringen. Svartlöga blev bygget om fra minestryger til sejlskib med motor.

Mange hænder var i gang, og i 2012 blev foreningen Svartlöga stiftet. Der var arbejdsweekender, sejladser, hyggetræf og kulturarrangementer. Svartlöga og medlemmerne har blandt andet været med under Wooden Island, der har været afholdt fire gange i Aarhus-bugten med oplæsning, koncerter, teater, akrobatik med mere. Flere træskibe blev tøjret sammen, en af gangene endda hele tolv skibe.

Ved Tall Ship Races i 2013 kunne man også se Svartlöga.

Sara Grønborg og Dina Lundvall Nielsen i arbejdstøjet under renoveringen. Privat Foto.

Sara Grønborg og Dina Lundvall Nielsen i arbejdstøjet under renoveringen. Privat Foto.

Forlis efter to uge

I cirka 13 år arbejdede Sara Grønborgs far, hende selv, Dina Lundvall Nielsen og mange andre med at restaurere den gamle minestryger , og i august sidste år stævnede det nyrenoverede træskib ud fra Aarhus mod 15 måneders eventyr i Nordatlanten. Blot to uger senere forliste det i en storm ved Hollands kyst.

Forliset skete som resultat af kraftige faldvinde, som på ingen tid lagde skibet ned på siden, hvorefter det sank. Alle elleve ombord kom heldigvis sikkert i redningsflåden og den Hollandske kystvagt fik reddet dem i land kort tid efter.

"Vi er selvfølgelig glade for at være i live. Den første tanke derefter var, at skibet skulle bygges op. Historien skulle ikke ende på den måde," siger Dina Lundvall Nielsen.

Svartlöga lå under vandet i syv dage. Forsikringsselskabet og Sara Grønborgs far enedes om at erklære skibet totalskadet, men foreningen Svartlögas Fremtid har nu overtaget stumper og risiko, og er som nævnt tæt på at realisere drømmen om et skib med rammer til både kunst, drømme, håb og oplevelser for medlemmer samt borgere og turister i Ebeltoft.

Flere ting er allerede på bedding. Påskeudstillingen "Højtryk fra Atlanten" åbner lørdag 20. april med værker i japansk træsnit af Dina Lundvall Nielsen og Oscar Yran. Til sommer afholder OXER-gruppen en udstilling, som via Open Call giver andre kunstnere mulighed for at fortolke fotos, der var med på turen til Holland og som lå på havets bund.

Publiceret 23 March 2019 08:00