Karolin Schwabs værk

Karolin Schwabs værk "Cloudcatcher". Hun er en af de seks kunstnere og kunstnerduoer, der som de første er udvalgt til kunstnerresidens i Malt Air. Pressefoto.

Internationale kunstnere udvalgt til nyt, dansk kunstnerresidens i Ebeltoft

Næsten 500 billedkunstnere fra 84 forskellige nationer søgte om plads på Danmarks nye kunstnerresidens i Ebeltoft. Seks kunstnere er nu valgt ud

kunst I november blev der åbnet for ansøgninger til Danmarks nye residencyprogram for internationale kunstnere, Malt Air i Ebeltoft. Op mod 500 endte med at sende en ansøgning, og nu er seks kunstnere og kunstnerduoer så valgt ud.

Start til sommer

Til sommer ankommer de første, som skal bo og arbejde med deres kunst på den nyrenoverede Maltfabrikken i Ebeltoft.

”Vi er overvældede over de mange højt kvalificerede ansøgninger, vi har modtaget, og det har ikke været let at vælge. De seks, vi har valgt, er alle stærkt motiverede for at komme hertil, og jeg er sikker på, at de vil berige os med mange spændende udvekslinger,” fortæller Vibeke Wang, projektleder på Maltfabrikken.

De seks udvalgte kunstnere og kunstnerduoer er Nicholas Grafia fra Tyskland, Chico Togni & Kadija de Paula fra Brasilien/Canada, Karolin Schwab fra Tyskland, Kelani Abass fra Nigeria, Yun Choi fra Sydkorea og Audrey Samson & Francisco Gallardo fra Canada/Spanien.

Meget forskellige

Malt Air er støttet af Statens Kunstfond og drives i et partnerskab mellem Maltfabrikken, Kunsthal Aarhus og Statens Værksteder for Kunst. To kunstnere eller kunstnerduoer ad gangen tilbydes ophold af fire måneders varighed.

”Vi har i dette første år mulighed for at teste vores residency af, og vi har af samme årsag valgt en række meget forskellige kunstnere, som dog alle har det til fælles, at de har et potentiale for den danske kunstscene. Deres kunstneriske praksisser spænder over alt fra video- og landskabskunst over maleri til performance og sociale events. Og vi glæder os til at bidrage til deres kunstneriske udvikling og åbne døren for dem til vores hjemlige kunstscene,” fortæller Jacob Fabricius, direktør for Kunsthal Aarhus.

Udveksling

Billedkunstnerne er i deres ansøgning blevet bedt om at gøre sig tanker om, hvordan de vil skabe udveksling med den danske billedkunstscene. For udover at kunstnerne skal arbejde i Maltfabrikkens nye værksteder og atelierer, handler residency-programmet også om at etablere en god forbindelse mellem dem og det danske billedkunstmiljø. Det kan være ved at udveksle erfaringer og indgå samarbejder.

Her spiller Kunsthal Aarhus og Statens Værksteder for Kunst, som ligger i København, en vigtig rolle. De to institutioner skal hjælpe de internationale kunstnere til at møde relevante aktører, institutioner og kunstnerfællesskaber i hele Danmark.

"I løbet af opholdet vil kunstnerne få flere muligheder for at rejse til København og med hjælp fra os på Statens Værksteder for Kunst få en kvalificeret introduktion til hovedstadens kunstscen,” fortæller Frederik Hardvendel, som er direktør for Statens Værksteder for Kunst (SVK).

Malt Air-kunstnerne vil desuden modtage vejledning i kunstneriske arbejdsprocesser på SVK og kuratorisk sparring hos Kunsthal Aarhus.

-ab

Publiceret 24 March 2019 10:00