Du kan læse mere om den nye Film Boot Camp på www.europeanfilmcollege.com. Pressefoto

Du kan læse mere om den nye Film Boot Camp på www.europeanfilmcollege.com. Pressefoto

Filmhøjskolen vil sætte børn på Film Boot Camp

Skolen vil imødekomme den voksende interesse for film og levende billeder

Ebeltoft Børn lærer at lave film tidligere og tidligere. Levende billeder er en del af deres hverdag fra deres første leveår, og allerede fra førskolealderen har mange børn adgang til selv at optage film på smartphones, tablets og spillekonsoller.

Forstander på Den Europæiske Filmhøjskole, Ellen Riis, fortæller:

”Det er vores oplevelse, at filmskabere bliver yngre og yngre. Børn helt ned til 8-års-alderen kan pludselig selv lave film på deres smartphones eller iPads, og deres forståelse for levende billeder er helt utrolig. Mange forældre føler sig måske lidt hjælpeløse i forhold til at få deres børn videre, fordi børnene allerede er lysår foran. Det vil vi gerne imødekomme med familiekurset ”Film Boot Camp”, fordi vi også ser det som vores ansvar som vigtig aktør i talentudvikling inden for film," siger Ellen Riis i en pressemeddelelse.

Fra idéudvikling til premiere

På ”Film Boot Camp” vil filminteresserede børn i alderen 11-17 år møde ligesindede og jævnaldrende, og de vil få kyndig vejledning i alle filmproduktionens processer: idéudvikling og manuskript, filmoptagelser, instruktion, skuespil, redigering. Og den sidste dag vil de færdige kortfilm have premiere i filmhøjskolens store biograf.

For de voksne vil der – udover måske lidt skuespil – være foredrag, filmvisninger, gåture i Mols Bjerge, og en masse andet.

”Film Boot Camp” er i uge 28. Kursusleder og underviser på ”Film Boot Camp” er Henrik Højer, underviser på VIA Film & Transmedia og ekspert i film og tv-serier.

Publiceret 12 April 2019 10:00