asdfas

asdfas

Nekrolog: Knud C. Hornemann

Jens Hornemann har skrevet mindeord om sin far, Knud C. Hornemann, Hornslet:

"Fhv. dommer Knud C. Hornemann sov natten til den 10. marts stille ind. Han blev 92 år.

Knud C. Hornemann levede et langt liv i juraens tegn. Han tog sin juridiske embedseksamen ved Aarhus Universitet i 1952 – samme år som han blev gift med sin hustru igennem 67 år Anna. Efter en karriere som dommerfuldmægtig, retsassessor og konstitueret dommer i Frederikshavn, Fredericia, Roskilde og Kgs. Lyngby blev den dengang 46-årige Knud C. Hornemann i 1973 udnævnt til dommer ved By- og Herredsretten i Aarhus og Bitingstedet i Hornslet. Han var på det tidspunkt den yngste dommer, der nogensinde var udnævnt i Danmark.

Knud C. Hornemann gik på pension som 69-årig i 1996 efter mere end 23 år som dommer og med hundredvis af afsluttede sager i bagagen – fra indviklede narkotikasager og alvorlige straffesager til banale politisager. Blandt de store sager var konflikten melem Boligkaravanen og Politiet i forbindelse med politiaktionen på den besatte ØstBanegården i Aarhus i 1980, som Knud C. Horneman høstede stor anerkendelse for ledelsen af.

Knud C. Hornemann kom i modsætning til mange af sine kollegaer ikke til dommerembedet fra Justitsministeriet eller Højesteret. Han kom fra de mindre retter og tingsteder rundt omkring i landet, hvor han var tæt de begivenheder og de mennesker, der endte i retten. Det prægede hans gerning, hvor han altid havde fokus på balancen mellem retfærdighed og omsorg for de mennesker, der på ulykkelig vis involveres i retssager og tvister på begge sider af skranken.

Knud C. Hornemann har altid været et aktivt og engageret menneske – også ved siden af sit arbejde, og ofte sammen med sin hustru Anna. Det har handlet om opera og klassisk musik, om historie og arkæologi, om bridge samt om kultur- og oplevelsesrejser. Og om bøger – masser af bøger. Mere end 2000 bøger står der på reolerne i hjemmet i Hornslet.

Knud C. Hornemann stod igennem livet på mål for stærke værdier som anstændighed, ordentlighed, hjælpsomhed og omsorg. Ikke bare for sine elskede nærmeste, men for alle mennesker. Han var en rollemodel."

Publiceret 16 April 2019 16:30