Planlægningen af det kommende Stafet for Livet 2019 i Byparken i Rønde er i fuld gang. Arkivfoto

Planlægningen af det kommende Stafet for Livet 2019 i Byparken i Rønde er i fuld gang. Arkivfoto

Årets 'Stafet For Livet' i Byparken tager form

Planlægningen af 'Stafet For Livet' Syddjurs 2019 er i fuld gang

RØNDE Dette års 'Stafet For Livet', der afvikles i Rønde Bypark 7. og 8. september, er nummer 13 i en ubrudt række af stafetter i Rønde Bypark. Dette års planlægning, har været præget af vanskeligheder i forhold til sidste års stafet.

"Vi havde nogle dygtige tovholdere, der har været med gennem flere år, som efter sidste års stafet valgte at trække sig tilbage. Det er helt forståeligt, at når man har været med så længe nogle endda i 12 år, så kan man have brug for en pause. Det er jo frivilligt arbejde i den gode sags tjeneste, men man kan forståeligt nok, trænge til en pause eller føle, at man køre træt i det," siger formand for 'Stafet For Livet', Dan E. Föh, Ryomgård.

Eksempelvis er det kun for få dage siden, at funktionen som tovholder for underholdning blev besat. Omridset til underholdningen på dette års stafet er dog ved at tegne sig. Efter kritik af den manglende musik ved åbningen af sidste års stafet, bliver åbningen af dette års stafet ledsaget af musik fra det lokale orkester Unoderne., som senest spillede til Syddjurs Award 2019 i Rønde Idrætscenter under ledelse af dirigent Karmen Rõivassepp, der er jazzsangerinde, komponist og musikalsk leder af flere amatørbigbands. Hun har boet i Danmark i nogle år og er allerede et etableret navn på den danske og internationale jazzscene.

Cirkus kommer

En af nyhederne i år bliver, at børneteltet er nedlagt, og i stedet erstattet af Cirkus Aroma. Det betyder at børnene i år kan kaste sig ud i cirkuslege i løbet af de to dage, stafetten varer.

Status er i øjeblikket, at man mangler en speaker til at afvikle programmet på scenen 7. og 8. september, og derudover kan man stadig bruge nogle flere hjælpere.

Publiceret 21 April 2019 21:42