Henrik Jørgensen er oprindeligt uddannet tømrer, men har arbejdet i den grafiske branche i de seneste 20 år. Foto: Lars Norman Thomsen

Henrik Jørgensen er oprindeligt uddannet tømrer, men har arbejdet i den grafiske branche i de seneste 20 år. Foto: Lars Norman Thomsen

Mindesten er blevet en salgsvare

Indehaver af H. Graphic ApS i Ugelbølle, Henrik Jørgensen, har sammen med samarbejdspartnere i branchen fundet en metode til at trykke direkte på granisten

Af
Lars Norman Thomsen

UGELBØLLE Grav- og mindesten til din hund eller kat, som et kært minde om den tid, I havde sammen og som markering af en god afslutning på et fantastisk venskab har udviklet sig til at blive en kommerciel handelsvare.

Det kan man forvisse sig om ved opslag på de sociale medier. Henrik Jørgensen, 42, indehaver af virksomheden H. Graphic ApS i Ugelbølle siden 2010, har fundet sin egen niche i denne del af branchen.

Henrik Jørgensen, indehaver af H. Graphic ApS i Ugelbølle, er sikker på, at han har fundet et større marked med mindesten.nu efter, at det er blevet muligt at trykke direkte på granitsten. Foto: Lars Norman Thomsen

Henrik Jørgensen, indehaver af H. Graphic ApS i Ugelbølle, er sikker på, at han har fundet et større marked med mindesten.nu efter, at det er blevet muligt at trykke direkte på granitsten. Foto: Lars Norman Thomsen

"Det helt unikke, som jeg og mine partnere har fundet ud af er, at det er muligt at trykke direkte på granitsten. Det er helt unik," fastslår Henrik Jørgensen.

Mindesten.nu

"Vi har i 3 år arbejdet med udviklingen af mindesten produktet og ved at kombinere en speciel tryksværte samt en special udviklet printer gør vi det muligt at producere granitsten med tryk som kan holde udendørs i helt op til 10 år," lover Henrik Jørgensen, der har udviklet teknikken sammen med Thomas Christensen, indehaver af Baseprint ApS i Ryomgård.

Interesserede kan på hjemmesiden mindesten.nu selv komme med forslag til tekst og opsætning, og det gælder ikke bare mindesten til dyr, men også citat-sten, Mor/fars dag-sten, barselsgave-sten, eller en kærlig hilsen.

"Det tager ikke mere end 5 minutter at lave dit helt eget design på vores hjemmeside via de skabeloner, der er til rådighed. Det er simpelt og nemt," siger Henrik Jørgensen, der egentlig er uddannet tømrer, men har arbejdet i den grafiske branche i de sidste 20 år.

"Jeg driver min egen lille butik i Ugelbølle, hvor jeg har ansat en grafiker på fast ugetid, og ellers samarbejder jeg tæt med kolleger i branchen," siger Henrik Jørgensen, der har været på salgstur til en række dyrelæger i Østjylland for at få dem til at 'købe' ideen med mindesten.

"Jeg blev taget virkelig godt imod, og jeg fornemmer, at der er et stort marked i Østjylland for mindesten. Jeg har også en aftale med købmand Rene Povlsen hos Meny i Rønde, der har sten og gaveæsker liggende i butikken," forklarer Henrik Jørgensen, der henter granitsten i Nimtofte hos en stenhugger i byen.

Publiceret 15 May 2019 11:00

SENESTE TV