Pia Ribberholt er nu tegner og illustrator på fuld tid. Hun er nu aktuel med børnebogen 'Det muntre køkken - og andre sjove opgaver for børn'. Foto: Lars Norman Thomsen

Pia Ribberholt er nu tegner og illustrator på fuld tid. Hun er nu aktuel med børnebogen 'Det muntre køkken - og andre sjove opgaver for børn'. Foto: Lars Norman Thomsen

Pia Ribberholt tager børn med i det muntre køkken

Den autodidakte tegner og illustrator fra Nimtofte har udgivet en ny tegnebog, som mindre børn og forældre snildt kan være sammen om

Af
Lars Norman Thomsen

NIMTOFTE Tegneren og illustratoren Pia Ribberholt, 58, Nimtofte, afsluttede sin seneste udgivelse, 'Min Eventyrlige Malebog' udgivet på Forlaget Mellemgaard, med tegninger af de motiver, som hendes yndlingseventyr, 'Den lille Pige med Svovlstikkerne', fremkaldte hos hende som barn og fortsat gør det som voksen.

Stærke motiver i mol til at begynde med, men håbet lades ikke ude. Den lille piges genforening med bedstemoderen i Vor Herres himmel.

H.C. Andersens vidunderlige eventyr var inspirationen til bogen: Nattergalen, Tommelise, Den grimme ælling, Kejserens nye klæder, Hyrdinden og skorstensfejeren, Det er ganske vist, Prinsessen på ærten, Den lille Idas blomster, Den lille havfrue ...

Nu har Pia Ribberholts lyst og motivation for at tegne resulteret i en ny bog, 'Det muntre køkken - og andre sjove opgaver for børn' udgivet på Forlaget Hedwig.

Den nyeste bog i Pia Ribberholts efterhånden pæne udgivelseskatalog henvender sig til børn fra tre til syv år.

En bog med masser af sjove findeopgaver og med sære navne til personerne, som 'Fløjtefrands' og 'Viola Vipsetalje'.

"En bog med narrestreger og andre drilske opgaver," griner forfatteren.

"Jeg fik lyst til at lave deciderede børnebøger igen med sjove historier og med en hel masse blandede opgaver på siderne, som børn og deres forældre kan være sammen om at løse," siger Pia Ribberholt, der i en årrække har været ansat nogle timer om ugen som pædagogmedhjælper hos Midtdjurs Friskole, men det er helt og definitivt slut nu.

Tegner på fuld tid

"Jeg har lært meget ved at være sammen med børn i hverdagen, og det har inspireret mig, når jeg har siddet og tegnet. Børn siger de sjoveste ting, som vi voksne slet ikke forventer."

Pia Ribberholts egne tre drenge er for længst fløjet fra reden i barndomshjemmet i Nimtofte.

"Jeg nyder at kunne gå fra og til, når jeg tegner, og derfor passer det mig perfekt, at jeg kan bruge alt min tid på det, der har interesseret mig lige siden, jeg var barn."

Den nyeste bog fra Pia Ribberholts højre hånd bliver i øvrigt snart fulgt op af en ny.

"Jeg har heldigvis et godt samarbejde med mit forlag i Odense, og der begynder også at være en fin økonomi i det for mig."

"Jeg kan mærke, at jeg fortsat udvikler min streg og har motivationen til at blive endnu dygtigere.

Jeg kan ikke lade være med at tegne og være i det rum, hvor jeg ser figurerne blive til."

Pia Ribberholt tegner fortsat i hånden, som hun gjorde det som helt lille pige, da hun tegnede sig ud af sin mors hånd.

"En blyant stukket i hånden, min mors kølige hånd om min, der var varm," som digteren Pia Tafdrup så smukt har beskrevet en livsperiode i vores alles liv i digtet 'Min mors hånd'.

Fakta

Om forfatteren:

  • Pia Ribberholt, 58, er uddannet sygehjælper og selvlært tegner, illustrator og maler
  • Har forfattet og illustreret billedbøger med myldretegninger
  • Illustrerer desuden undervisningsmaterialer til folkeskolen
  • Er også maler og har deltaget på censurerede udstillinger
  • Hun har været nomineret til Orlaprisen

Publiceret 15 May 2019 18:30

SENESTE TV