To betuttede unger foran kameraet ser ud på verden. De er ved at være klar til at flyve. Privat arkivfoto.

To betuttede unger foran kameraet ser ud på verden. De er ved at være klar til at flyve. Privat arkivfoto.

Tårnfalkene tager en ny sæson som filmstjerner

Igen i år livestreamer Nationalpark Mols Bjerge fra tårnfalkeparrets redekasse på Jagtslottet på Kalø Gods

Af
Anette Bonde

kalø Tårnfalkeparret er igen flyttet ind i redekassen på Jagtslottet på Kalø Gods, hvorfra de bliver vist på live-video. De ved ikke, at de bliver filmet, men faktisk kan man 24 timer i døgnet følge parrets bestræbelser for at sætte unger i verden og få dem godt i vej.

Fuglene har været der i mere end ti år, og for tre år siden satte Nationalpark Mols Bjerge kamera op ved redekassen. Videoen finder man via et link på nationalparkens hjemmeside.

Hen over foråret og sommeren kan man følge med i livet i redekassen med først rugning, så klækningen af æggene og siden fodring af ungerne. Det er en travl tid, tårnfalkeparret går i møde.

Ruger på seks æg

I år har hunnen lagt seks æg, og han og hun hjælpes pænt ad med både rugningen og med at skaffe mad til ungerne, når æggene er klækket. Det skete i sidste uge, så lige nu kan man se de dunede dun-kugler hygge sig i reden.

Også på nationalparkens sekretariat, der holder til på jagtslottet, følger man med.

”På kontoret nyder vi i den grad at følge tårnfalkeparret året rundt lige ude foran vores vinduer. Vi holder øje med dem lige fra de første besøg i redekassen i det tidlige forår til æglægningen, fodring og den første flyvetur,” fortæller kommunikations- og projektmedarbejder Nicole Wolter og tilføjer:

"Vi vil gerne dele glæden ved tårnfalkeparret og naturen med alle andre. Vi tror, glæden ved naturen er første skridt på vej mod at passe bedre på den."

På Nationalpark Mols Bjerges hjemmeside fortæller naturvejleder Marianne Graversen, Molslaboratoriet, i en video med sammendrag fra sidste års yngelpleje om livet som tårnfalk:

Tidligt på foråret lokker hannen hunnen hen i kassen ved at galpe, gøre sig lækker og fange mus. Så lægger hunnen æg, og nu skal der ruges i en lille måned. Når æggene klækker og ungerne dukker op, spiser hunnen nogle af æggeskallerne. Det skal til for at fylde hendes depoter op.

Han og hun skiftes til at jage, og der skal mange mus på Mols og Kalø til for at opfostre børneflokken i redekassen. Et sjældent og top-fredet markfirben blev også nydt i redekassen engang.

”Naturen er ikke sådan at styre. Heldigvis," konstaterer Nicole Wolter.

Publiceret 15 May 2019 17:00

SENESTE TV