En af de 2348 stemmer på Mette Hjermind Dencker røg sandsynligvis i stemmeurnen her i Birkehuset i Tirstrup, da Dansk Folkepartis genvalgte folketingsmedlem selv afleverede sin stemme.

En af de 2348 stemmer på Mette Hjermind Dencker røg sandsynligvis i stemmeurnen her i Birkehuset i Tirstrup, da Dansk Folkepartis genvalgte folketingsmedlem selv afleverede sin stemme.

Nedslagtning ramte også Dansk Folkeparti på Djursland

Mette Hjermind Dencker snuppede et af de to tilbageværende østjyske mandater

Af
Simon Carlson

Djursland De lokale kandidater fra Dansk Folkeparti kunne ikke krybe uden om den vælgerlussing, som med bred og kontant hånd fejede hen over landet på grundlovsdag.

I Folketinget blev Dansk Folkeparti barberet ned fra 37 til 16 mandater, og i Østjylland gik partiet fra fem til to mandater.

Mest prominent gik det ud over partiets trafikordfører Kim Christiansen, som ikke opnåede genvalg til Folketinget. Han har været medlem af Folketinget siden 2005.

I løbet af 2019 har Kim Christiansen imidlertid været involveret i et par uheldige sager. Først var det den meget omtalte omfartsvej ved Mariager, som der var afsat knap 380 millioner kroner til.

Det gav midlertid lynhurtigt kritik, da der blev sat spørgsmåålstegn ved behovet for omfartsvejen, som selv de lokale ikke mente, der var brug for.

Senere på foråret blev Kim Christiansen filmet, mens han holdt sin mobiltelefon til øret, mens han kørte bil. Selv forklarede Kim Christiansen, at han lyttede til sit eget musiknummer på mobiltelefonen, og at han ikke var klar over, at det var forbudt.

Dencker tog pladsen

Om sagerne har været en af årsagerne til vælgerlussingen, vides naturligvis ikke, men under alle omstændigheder har vælgerne ikke valgt at give DF-profilen endnu et mandat.

Det har de til gengæld til Mette Hjermind Dencker. Landdistrikts- og ø-ordføreren bosat på Mols kunne ligesom så mange andre af sine partifæller ikke leve op til valget i 2015. Hun endte dog på 2348 personlige stemmer, hvilket var nok til at snuppe et af de to østjyske mandater.

Den tillid er Mette Hjermind Dencker særdeles lykkelig for, selv om hun i første omgang stadig forsøger at bearbejde den massive nedgang til partiet.

"Vi vidste jo godt, at vi måtte aflevere nogle stemmer tilbage til nogle af de partier, som i 2015 stemte på os i mangel af bedre, men der var vist ingen af os, der havde set det her komme. Det er nogle ordentlige bøllebank, som vi selvfølgelig må lære af," konstaterer Mette Hjermind Dencker.

"Men jeg må også sige, at jeg på den anden side er virkelig taknemmelig over de mange stemmer, jeg har fået. Det er en god fornemmelse at kunne se, at der er nogle kernevælgere, som står sammen med mig i last og brast. Det er rart at vide, at jeg fpor så mange Dansk Folkeparti-vælgere har været førsteprioriteten," siger Mette Hjermind Dencker.

Publiceret 07 June 2019 09:23

SENESTE TV