Har Frederiksen store planer med Leif Lahn Jensen?

Det lokale S-folketingsmedlem var største stemmesluger i Djurskredsen og forbedrede sig også samlet i Østjylland

Af
Lars Norman Thomsen

FV 2019 Leif Lahn Jensen nærmer sig sin gode ven og partikammerat, Norddjurs borgmester Jan Petersen, når det gælder antal år i Folketinget.

Jan Petersen repræsenterede uafbrudt Djursland på Borgen i 17 år, før han takkede af forud for Folketingsvalget i 2007, hvor den uprøvede kommunalpolitiker Leif Lahn Jensen tog over efter en tæt tvekamp med nu afdøde Ninna Thomsen, byrådsmedlem i Syddjurs, om kampen som Socialdemokratiets kandidat i Djurskredsen.

Leif Lahn Jensen fik bid i første hug, og siden er han hver gang blevet genvalgt. I sidste uge slog han sine personlige rekorder med 8.001 stemmer i Østjylland mod 7.393 personlige stemmer i 2015.

Leif Lahn Jensen var stemmemæssig topscorer på Djursland foran Britt Bager (V), men på den samlede rangstige i Østjylland sluttede Britt Bager på femtepladsen med Leif Lahn Jensen på syvendepladsen.

Kun den måske kommende udenrigsminister Nicolai Wammen (S) - topscorer i Østjylland - sluttede med 23.427 personlige stemmer foran Leif Lahn Jensen i det interne socialdemokratiske hieraki i Østjylland.

Leif den lykkelige

Nu kan Leif Lahn Jensen så sætte sig tilbage på terrassen ved parcelhuset i Grenaa og vente på, at der bliver dannet en ny regering med partiformand Mette Frederiksen som den mest sandsynlige statsminister.

Den tidligere havnearbejder på Aarhus Havn er af flere politiske kommentatorer tippet som ny beskæftigelsesminister, men en post som gruppeformand menes også inden for rækkevidde.

Selv skal Leif Lahn Jensen i denne fase ikke have klinket for meget eller sat overliggeren for højt.

Han har tidligere i Helle Thorning-Schmidts statsministertid røgtet hvervet som gruppeformand til stor tilfredshed, og det gav ham et par stjerner på skulderen.

Den tidligere tillidsmand på havnearealet i Aarhus formåede som gruppeformand at slå på de strenge, der appellerer til solidaritet og sammenhold i en gruppe.

Arbejderen

- Er Leif Lahn Jensen et godt bud på en kommende beskæftigelsesminister, hvis der kommer et regeringsskifte efter næste valg, spurgte Lokalavisen ham om for et års tid siden.

"Det ved jeg ikke, om jeg er. Jeg føler selv, at man i partiet meget respekterer min indsats, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har lyst til at blive minister. Det har alle, der sidder i Folketinget, basta."

Leif Lahn Jensens fortid som havnearbejder og erfaringer som beskæftigelsesordfører må være fortrin, som gør, at Mette Frederiksen har ham på sin mulige ministerliste.

Altingets kommentator Niels Jespersen, der selv bekender sig til Socialdemokratiet, vurderede tidligere på året Leif Lahn Jensens minister-aktier således:

"Lahn skal gøre op med sin formands gamle arbejdsreformer og sanere regeljunglen, der ødelægger beskæftigelsesindsatsen. Han er sosse-classic og har et godt forhold til fagbevægelsen. Alternativer på posten er Peter Hummelgaard eller Pernille Rosenkrantz-Theil."

Begge alternativer er akademikere.

Publiceret 12 June 2019 09:03