Smag jordbær og honning på Helgenæs

Lørdag 22. juni er det 'Honning&Jordbærdag' hvor man fejrer den første høst af honning

arrangement Lørdag 22. juni er det Honning&Jordbærdag. På denne dag fejres årets første høst af honning sammen med lækre danske jordbær.

Også biavlerne i Århus og Omegns Biavlerforening har haft travlt med at slynge forårshonning, så man kan få smagt den smagfulde symfoni ved et arrangementet 22. juni kl. 10-15 i Brugsen på Helgenæs.

På Honning&Jordbærdagen kan man også få mere at vide om biernes vigtige bestøvning af planter.

Og biernes bestøvning er vigtig. FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO anslår, at 100 afgrødetyper udgør 90 procent af verdens fødevarer, og af disse er 71 bi-bestøvede.

"Vi håber at rigtig mange vil slå vejen forbi i løbet af dagen, og smage symfonien af jordbær med nyslynget honning, og samtidig høre lidt om biernes vigtige opgave, når både afgrøder og vilde planter skal bestøves," siger Hans Pedersen fra Århus og Omegns Biavlerforening i en pressemeddelelse.

Bierne har i foråret haft travlt med at bestøve havens frugttræer og -buske, markernes afgrøder og de vilde planter i naturen. Når bierne bestøver blomsterne, belønnes de med nektar. Bierne forarbejder nektaren så det bliver til den skønneste honning.

Giver bedre jordbær

En af de planter, der har gavn af biernes arbejde, er jordbær. Når bierne har bestøvet jordbærplantens blomster, vil der blive dannet flere og flottere jordbær.

Forsøg har vist, at udbyttet stiger med op til 70 procent, når jordbærrene er optimalt bestøvet. En optimal bestøvning give større og mere velformede frugter, og kan få jordbær til at modne hurtigere og mere ensartet.

Men jordbær og bier hænger sammen på flere måder. Den nyslyngede forårshonning har netop den fine og harmoniske smag, der indgår i en fuldendt symfoni sammen med de røde jordbær.

jesl

Publiceret 18 June 2019 15:30