Direktør Peter Lading Sørensen (tv.) overrakte i fredags ved en lille seance i Sparekassen Djurslands lokaler i Ryomgård Den Kongelige Belønningsmedalje til Vicki Kejser Jochumsen for hendes over 40 års tro tjeneste i Sparekassen. Foto: Sparekassen Djursland

Direktør Peter Lading Sørensen (tv.) overrakte i fredags ved en lille seance i Sparekassen Djurslands lokaler i Ryomgård Den Kongelige Belønningsmedalje til Vicki Kejser Jochumsen for hendes over 40 års tro tjeneste i Sparekassen. Foto: Sparekassen Djursland

For 40 siden var ansættelseskontrakter et håndtryk

Vicki Kejser Jochumsen, mangeårig bestyrer af kassen i den lokale sparekasse i Ryomgård, belønnet med Den Kongelige Belønningsmedalje for over 40 års tro tjeneste i samme virksomhed

Af
Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD Da Vicki Kejser Jochumsen, 64, for mere end 40 år siden blev ansat i den daværende Ryomgård og Omegns Sparekasse, stiftet i 1874, var det en nem sag.

Ikke noget med flere ansættelsessamtaler, papirer, der skulle signeres, eller en decideret ansættelseskontrakt i underskrevet stand.

"Jeg kan huske, at jeg i 1978 mødte Sparekassens daværende revisor Ejvind Bak tilfældigt i Ryomgård, og han spurgte til min arbejdssituation. Jeg forklarede, at jeg var på jagt efter et job, og så foreslog han, at jeg kiggede hen til Nystrup (daværende sparekassedirektør, red.). Han manglede en medarbejder," husker Vicki Kejser Jochumsen.

"Det gjorde jeg ret hurtigt, og der gik ikke lang tid, før vi havde en aftale om starttidspunkt og løn. Den gang var tingene ikke så besværlige. Et ord var et ord, og jeg fik aldrig et ansættelsesbrev," griner hun, der er uddannet kontorassistent, og frem til hun sluttede sit arbejdsliv med udgangen af april 2019 var kasserer i Sparekassen, der nu er en del af Sparekassen Djursland.

En betroet post, som blev nedlagt i Ryomgård-afdelingen og flyttet til filialen i Auning, da Vicki Kejser Jochumsen takkede af.

Flot belønning

I fredags modtog Vicki Kejser Jochumsen en hilsen fra Dronning Margrethe i form af Den Kongelige Belønningsmedalje, et diplom og en hilsen.

Medaljen gives efter 50 års fortjenstfuld ansættelse i samme private virksomhed eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års ansættelse.

Sparekassedirektør Peter Lading Sørensen, der også har en fortid som barn og ung i Ryomgård, havde fået i opdrag at overrække medaljen til sin nu tidligere medarbejder og sige et par ord.

De to kunne snakke om, hvordan det var med sparekassevirksomhed for 40 år siden, før verden gik af lave.

Dengang i slutningen af 1970'erne var nutidens digitalisering, Hvidvask, GDPR (den nye EU Persondataforordning), legitimation af kunder og kontanter, der snart er væk, komplet ukendte begreber.

En lommeregner var et nyt bekendtskab, men fortsat så meget i sin vorden, at man lige for en sikkerheds skyld regnede efter på et stykke papir i pænt opstillede kolonner.

"Jeg har stort set kun positive minder fra min tid i Sparekassen. Vi var i mange år som en stor familie mine kolleger og jeg, og vi var meget tæt på vores kunder, fordi de kom til kassen, og så fik vi en god snak. Der var heller ikke så meget at diskutere, dengang jeg startede, hvis en kom og ville låne 200.000 kroner, så krævede det ikke den store overvejelse," smiler Vicki Kejser Jochumsen

Hun tror på Sparekassens fortsatte fysiske fremtid i Ryomgård. Den blev i hendes arbejdsperiode omdøbt til Sparekassen Midtdjurs og 1. januar 2011 en del af Sparekassen Djursland.

Lokalerne i Ryomgård er nu bemandet af Sparekassens produktions-/administrationsafdeling.

"Jeg tror ikke på, at man vil nedlægge afdelingen i Ryomgård. Det vil fortsat være vigtigt at have en filial her, fordi det altid er et positivt signal til kunderne og Ryomgård, at man er her fysisk."

Publiceret 25 June 2019 16:00