Joey Knudsen fik sin studenterhue i juni måned fra Den jydske Håndværkerskole i Hadsten. Privat foto.

Joey Knudsen fik sin studenterhue i juni måned fra Den jydske Håndværkerskole i Hadsten. Privat foto.

Joey er både blevet svend og student

Joey Knudsen har netop været til sidste eksamen på Den jydske Håndværkerskole i Hadsten og fik her sin studenterhue. Snart modtager han også sit svendebrev som elektriker

Af
Anette Bonde

uddannelse Joey Knudsen, der har gennemført sit lærlingeforløb hos el-installatørvirksomheden Holmriis i Ebeltoft, valgte at tage uddannelsen som elektriker som EUX-studerende. Det betyder, at han både bliver udlært håndværker og samtidig får undervisning i gymnasiale fag på A- og B-niveau. 30. juni stod han således med et eksamensbevis i hånden, der giver adgang til en række videregående uddannelser, og 10. juli får han sit svendebrev som elektriker.

Uddannelsen varer godt et år længere end den almindelige EUD-uddannelse i mesterlære. Denne tager tre et halvt år, mens EUX-uddannelsen varer 4 år og 7 måneder.

"Ideel kombination"

Kombinationen af håndværk og gymnasie er ideel, mener Joey Knudsen.

"Jeg vidste, at jeg ikke vil sidde bag en computer hele livet, og jeg ville heller ikke kun arbejde håndværksmæssigt. Derfor valgte jeg EUX, da jeg hørte om den uddannelse."

Undervejs fandt han ud af, at han ville læse videre. Han overvejede at uddanne sig til maskinmester, og i løbet af de seneste ét - halvandet år er han blevet mere sikker og starter snart på maskinmesteruddannelsen i Frederikshavn.

Joey Knudsen vil gerne anbefale EUX til andre.

"Det er supergodt, hvis man har tænkt sig at læse videre. Dels får man hjælp via de gymnasiale fag til at løse de faglige teoretiske opgaver, og så hjælper det også, når jeg skal læse videre, idet jeg sparer halvandet år. Så føler jeg, at jeg har fået lidt tid tilbage igen."

Joey Knudsen fortæller, at forløbet ganske vist har været noget presset. Til gengæld slipper han for ekstra pres i det halve års adgangskursus, inden den egentlige maskinmesteruddannelse starter.

"Fin mulighed"

Joey Knudsen er den første EUX-lærling hos Holmriis.

Indehaver Peder Holmriis fortæller, at el-installatørvirksomheden i øjeblikket har fire lærlinge, heraf de to som EUX-lærlinge. Selv om det er en udfordring for virksomheden, at eleven ind imellem er på nogle lange skoleophold på op til et halvt år, sætter han pris på, at der er denne mulighed ved siden af den traditionelle EUD-vej.

"Det er godt for dem, der keder sig i gymnasiet og ender ud med en halvdårlig studentereksamen. Med EUX står de med både et svendebrev og en studentereksamen, der kan være springbræt til andet."

Som elektriker-studerende på EUX har man mulighed for at videreuddanne sig til ingeniør, elinstallatør eller maskinmester.

Publiceret 09 July 2019 17:00