Fra venstre er Malthe Lillelund og Cecilie og Sarah Teglhøj Albeck meget tilfredse med at være med til morgentræning hver torsdag morgen. Foto: Martin Schultz

Fra venstre er Malthe Lillelund og Cecilie og Sarah Teglhøj Albeck meget tilfredse med at være med til morgentræning hver torsdag morgen. Foto: Martin Schultz

Marienhoffskolen fortsætter med morgentræning

36 elever fra Marienhoffskolen har i siden påske hver torsdag startet skoledagen med en gang fodboldtræning

Af
Martin Schultz

RYOMGÅRD ”Vi har bestemt mod på mere samarbejde af denne karakter og er meget interesseret i at tilbyde tilsvarende muligheder på et senere tidspunkt.”

Sådan lyder konklusionen fra skoleleder Birgitte Agersnap fra Marienhoffskolen i Ryomgård, efter at skolen siden påske i det netop afsluttede skoleår forsøgte sig med et ganske særligt tilbud til eleverne fra 5. til 8. klasse.

Hver torsdag morgen har eleverne kunnet møde op til godt halvanden times morgentræning på den nye kunstgræsbane AC Huse Park på idrætsanlægget i Ryomgård. Det er sket i samarbejde med IF Midtdjurs’ fodboldafdeling, som har sørget for kompetente trænere til morgentræningen.

”Morgentræningen har været en succes. 36 elever har deltaget, og eleverne er mødt op med en enorm energi, motivation og gejst. Efter seks torsdage med morgentræning er eleverne gået til undervisning kl. 10.30 efter en frisk start på dagen med masser af bevægelse i kroppen,” siger Birgitte Agersnap.

Tilbuddet er både et forsøg på at få mere bevægelse ind i elevernes hverdag og udtryk for et ønske om at være en ”åben skole”, som kan samarbejde med foreninger og institutioner i lokalområdet.

”Nu skal vi drøfte vores erfaringer, men vi er interesserede i samarbejder og vil gerne arbejde breddere med den slags tilbud til vores elever,” siger Birgitte Agersnap.

Brasiliansk træner

Lokalavisen overværede den sidste morgentræning i dette forår forleden, og allerede inden kl. 8.00 var de første børn mødt op på kunstgræsbanen på idrætsanlægget, som er nabo til Marienhoffskolen.

”Det var en kold maj, og fire gange har det været dårligt vejr. Men det har ikke stoppet eleverne, og mange kommer allerede omkring kl. 8.00. Træningen starter kl. 8.15 og varer til kl. 9.40, så eleverne kan nå i bad inden der er frikvarter kl. 10.05,” siger Pernille Toft Lehmann, som er lærer på Marienhoffskolen og hver gang er med på sidelinjen til morgentræningen.

Træningen på banen er planlagt af IF Midtdjurs’ fodboldafdeling, og den er blevet gennemført med både lokale og udenbys trænere.

”Vi har blandt andet haft besøg af en brasiliansk træner fra Brazil Fodboldlinjen i Grenaa. Det var spændende, for eleverne skulle tale engelsk med ham,” siger Pernille Toft Lehmann.

”Morgentræningen er et godt supplement til idrætstimerne, og så giver det et godt sammenhold mellem elever i forskellige klasser. Vi vil gerne have børn med, som ikke i forvejen spiller i klub, for så kan det blive indgang til at spille i en klub.”

Bold i stedet for guitar

Morgentræningen starter med opvarmning og fysiske øvelser. Derefter er der forskellige træningsøvelser med bold inden træningen slutter med at eleverne bliver delt op på fire hold og spiller kamp.

På banen får drengene kamp til stregen af pigerne, som er i overtal på morgentræningsholdet.

”Der er mange dygtige fodboldpiger, så de udfordrer og motiverer drengene, som vil være lige så gode som pigerne,” fortæller lærer Pernille Toft Lehmann.

Blandt drengene er Malthe Lillelund fra 5b, som fik lyst til at prøve tilbuddet om morgentræning.

”Jeg spillede guitar i et band, men nu er jeg begyndt at gå til fodbold i stedet og spiller på det U12 hold i KPI, fordi IF Midtdjurs i øjeblikket ikke har noget U12 hold," fortæller 11-årige Malthe Lillelund.

Anderledes er det med tvillingesøstrene Sarah og Cecilie Teglhøj Albeck, som har spillet fodbold i IF Midtdjurs siden de var 4-5 år gamle og spiller på IFM/KPI’s U13 Liga 1 hold.

”Vi får ekstra træning ved at være med, og så lærer vi andre børn at kende,” siger 11-årige Sarah Teglhøj Albeck, og tvillingesøster Cecilie, som er topscorer på Liga 1 holdet, synes det er en god måde at starte dagen på.

Før sommerferien nikkede skolebestyrelsen ja til, at Marienhoffskolen fortsætter med tilbuddet i efteråret.

IF Midtdjurs Fodbold er klar igen.

Konceptet bliver lidt anderledes, idet morgentræning nu bliver tilbudt årgangene 4.5 og 6. samt 7. 8 og 9. Eleverne får en orientering, når de møder i skole efter sommerferien, og herefter er det meningen, at træningen begynder til september med start allerede klokken 7.30 og slut klokken 9.

Publiceret 09 July 2019 11:30